Folkemordet på Europas jøder

Introduktion
Den juridiske, og til tider fysiske, forfølgelse tog sin begyndelse i 1933. Fra efteråret 1941 var et statsstøttet folkemord en realitet. Folkemordet varede frem til Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Det anslås, at omkring 6 mio. europæiske jøder blev myrdet. Effekten af det nazistiake folkemord rækker ind i vores tid og er en af de store begivenheder, der er med til at danne grundlaget for fortolkningen og forståelsen af menneskeheden i både Europa og resten af verden. Jøderne blev anset som det tyske folks primære racefjende, men den nazisitke raceideologi rettede sig også imod andre grupper. Det var sigøjnere, handicappede, alkoholikere, prostituerede, vagabonder, Jehovas vidner, homoseksuelle og afrotyskere, de blev alle sendt i koncentrationslejre og steriliseret. Værst gik det udover de handicappede der fra 1939 blev myrdet systematisk. Også nazismens politiske modstandere blev forfulgt og  “genopdraget” eller myrdet i koncentrationslejrene. Forfølgesespolitkken mod grupperne blev gældende i de lande nazisterne erobrede og besatte. Desuden må man også erindre, at alle de, der overlevede nazismens forbrydelser, ofte er, eller var, mærkede for livet.

 

Hvad betyder Holocaust?
Holocaust kan ses som en samlet betegnelse for forførelsen af jøderne samt det efterfølgende systematisk og statsorganiserede folkemord på ca. 6 mio. europæiske jøder. Oprindeligt betyder det “brændoffer” og har rødder i det græske ord holokauston, der bruges i Det gamle Testamente. Ordet er derfor både religiøst og mere ældre end folkemordet. Ordet bliver også brugt i andre sammenhænge, f.eks.det tyrkiske folkedrab på armenierne (1915-1918), men også som en beskrivelse af atomkrisfrygten i 1950’erne-1960’erne, hvor man talte om “nuclear holocaust”. I 1978 blev den amerikanske tv-serie Holocaustvist i mange lande. Seriens titel gjorde ordet kendt og er en af hovedårsagerne til, at det er blevet anvendt i dag. Shoah og Endlösung er det to næstmest benyttede ord om folkemordet. Shoah er hebraisk og betyder katastrofen. Betegnelsen bruges primært af israelere og jødiske forskere. Det tyske ord Endlösung kan oversættes til den “endelige løsning”. Det var det nazistiske systems eget udtryk, som kommer af: “Die Endlösung der Judenfrage” eller “Den endelige løsning på jødespørgsmålet”.

Nazisternes racepolitik dannede grundlaget for massemordet og folkedrabet. Raceideologien bestod primært af tre grundlæggende idéer, som eksisterede før nazistpartiets stiftelse. Idéerne var: Antisemitisme, som er had eller fjendskab over for jøder, udtrykt sprogligt eller fysisk. Racisme, som er troen på, at mennesker kan opdeles i racer, hvor den såkaldte ariske race ses som den mest overlegne. Eugenik, som betyder studiet af arvelige lidelser og udbredelse men henblik på at opretholde eller forbedre en befolknings sundhedstilstand.

Antisemitismen tog sin begyndelse i det antikke Rom. I løbet af det 4. og 5 århundrede blev kristendommen en statsreligion i Romerriget, og derfor blev jøder og kristne konkurrenter. Kristendommens magt voksede ved at rigets ledere forbød konvertering til jødedommen. Jøderne blev også beskyldt for at have dræbt Jesus. Formålet med dette var at fratage romerne skylden for Jesu død og i stedet give den til jøderne, som lige siden er blevet beskyldt for Kristusmordet.

Fra år 1100 og frem til 1849 udbredte antisemitismen sig. Generelt måtte jøderne ikke eje land. Det vil sige at det var forbudt for jøder at blive bønder eller håndværker. Derfor begyndte nogle af jøderne at udlåne penge, da det var en erhvervsmæssig udvej. Ved middelalderens begyndelse blev Bibelen fortolket således, at de kristne ikke måtte tage renter for at udlåne penge. Derfor var der mange kristne der gik til jøderne, når de skulle låne penge. Deres situation blev forværret i forbindelse med korstogene i 1100- og 1200-tallet, hvor der opstod rygter om at jøderne dræbte kristne børn for at mindes drabet på Jesus. I stigende grad blev jøderne set som en trussel, og det betød, at i 1290 forbød England jøderne at leve i landet. Det samme skete i Frankrig, Spanien og Portugal.

I 1543 skrev Martin Luther bogen Jøderne og deres løgne, hvori han opfordrede til at brænde synagoger og begyndte jøderne for at have dræbt Jesus. Anklagerne var med til at skabe jødisk udvandring mod Østeuropa, hvor vilkårene var bedre. I 1600-tallet blev den jødiske overklasse ofte tilknyttet de europæiske kongehuse, heriblandt det danske. Selvom der var en lille overklasse, så var de fattigste i samfundet jøder.

I forbindelse med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, blev vilkårene mange steder forbedret for jøder.; de fik ret til egen jord. Dette kaldes for jødernes emancipation. Dette førte til en ny form for antisemitisme, som blev et symbol på det, man i perioden kaldte “det moderne”. Dette blev karakteriseret ved de nye liberale, kapitalistiske, socialistiske og demokratiske idéer, som konservative kræfter var imod.

            Den russiske antisemitisme kan forklares ved, at jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II i 1881. Disse beskyldninger førte til massakre på jøder og igangsatte en jødisk udvandring fra landet. Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917, fik nogle englændere til at se jøderne som en kommunistisk trussel. I USA beskyldte Henry Ford, Fords grundlægger, den internationale jødedom for, at beherske verdens finansielle markeder. Det gjorde han gennem en artikel i sin avis The Dear Born Independent, som udkom i et stort oplag. Men eksistensen af antisemitisme i sig selv har ikke ført til folkedrab på jøder i andre lande, men ofte forfølgelse og lokale massakre.

Nasisterne var også inspireret af raceteorektikere, som havde den idé om, at mennesker var opdelt i racer. I den racistiske optik var mennesker føde ulige frem for lige, og i dét hierarki var den ariske race øverst, mens amerikanerne stod nederst. I slutningen af 1800-tallet kom nogle race teoretikere  med den teori om, at jøderne var en race for sig selv. Samtidig blev racismen koblet på nationalismens tanker og idéer om, hvad et folk var.
Adolf Hitler udgav sin bog Mein Kampfi to dele. Den første udkom i 1925 og den anden i 1926. Det blev først samlet til ét værk i 1936. Bogen giver et indblik i, hvilke raceideologiske tanker den kommende diktator havde, før han kom til magten. Hitler anså historiens krige som årsag til den evige kamp mellem racerne.Han mente også at alle tidligere store kulturer var forsvundet på grund af raceblanding og racerenhed. Hitler var overbevist at Sovjetunionen var blevet overtaget af jøder. Det er meget ligetil at konludere at Mein Kampf var en opskrift på Holocaust, men det er ikke helt korrekt. Man kan sige, at det dannede et grundlag for Hitlers fremtidige politik, men bogen var på ingen måde et udkast til arkitekturtegningerne til Auschwitch.

Leave a Reply