Den britiske musikgruppe The Beatles sendte chockbølger gennem den ældre generation, med deres frisurer, der går ud over ørene og nakken. Idéen til den store hårpragt kom fra Astrid Kirchhoff, der var en fotograf fra Hamburg. Musikernes frisurer blev ihærdigt taget i brug af deres store fanskare. Begejstringen for at lade sit hår vokse blev større eftersom de fleste voksne omtalte frisurerne som værende direkte frastødende og ikke særlig maskulin. Samtidig opstod der et andet modefænomen inde for frisurer i starten af 60’erne: hårlakken. Pigerne fik nu mulighed for at toupere deres hår i store frisurer, med hjælp fra hårlakken.
“Monokinien”Dette var en viderefortolking af en badedragt i dele. Monokininen var blot underdelen af en bikini. Den dækkede de nedre regioner og havde to stropper, der gik fra hofterne, langs de bare bryster og om på ryggen, hvor den var bundet. Den østrigsk-fødte modeguru, Rudi Gernreich, fik sine modeller til at gå modeshows i monokinien i USA. Dette skabte stor mediedækning i pressen. Gernreichs visioner for monokinien var blot en idé om, hvad man ville gå med i fremtiden. Den var derfor ikke forventet at blive den næste dille. Men mange modige begyndte at gå med monokinien på stranden og i USA bliver man anholdt, hvis man er iført “dragten”.
Pariseren Paco Rabanne fra Spanien var i 60’erne smykkedesigner og vakte stor opsigt med sine vovede kjoler, lavet af små stykker metal. Han fik øgenavnet “modeblikkenslageren”, da han havde en særlig ting for metal, plastik og råmaterialer.
I butikken “Biba” i London blev prægtige fjerboaer, filthatte så store som bildæk, fodlange kjole og folkloristisk tilbehør langet over disken. Det var modeskaberen Barbara Hulanicki, der stod bag modefænomenet med plys og kitsch. Denne stil står i kontrast til rumfartsmoden af André Courrèges fra paris. Courrèges fik bl.a. lange bukser til kvinder på mode. Det var først i slutningen af årtiet, at pariser-haute couturen tog inspirationen til sig fra hippierne. 
