Takket være deres hurtighed og krigskunst skabte mongolerne det største rige, som verden havde set. De vestlige ridderhære kunne ikke standse dem, og de ville måske have erobret hele Europa, hvis ikke deres øverste leder var død.
Mongoliet er en tyndbefolket højslette i det nordlige Asien. Alligevel lykkedes det i Middelalderen mongolerne at skabe det største rige, der nogensinde har eksisteret. Da det var på dets højdepunkt, strakte det sig fra Korea og Kina i øst til Donau og Mesopotamien i vest. Man kan undre sig over, at et lille folk kan få så stor magt. Men som hunner, ungarere og tyrkere var mongolerne et nomadefolk, og deres heste gav dem den hurtighed, som deres modstandere savnede. Selv de kristne europæriske riddere med deres stærke rustninger kunne ikke klare sig over for de mongolske ryttere, der på samme tid kunne ride og skyde med bue, og som blev ledet af folk med store militære og taktiske evner. Mongolerne havde også et våben i rygterne om deres grusomhed. Man sagde om mongolerne, at de, når det erobrede en by, kun lod ganske få af indbyggerne overleve – for at de kunne flygte til andre byer og sprede skræk for dem.
Djengis Khan
Den første store mongolske hersker var Temüdjin, som i 1206 fik navnet Djengis Khan, et navn der menes at betyde verdens behersker. Det skete, efter at han i en række hårde kampe havde besejret alle de øvrige fyrster i Mongoliet og dermed havde fået kontrol over landet. I årene op mod 1215 foretog Djengis Khan en række plyndringstogter ind i det nordlige Kina og endte med at erobre den store by Shangdu, der i mange år havde været hovedstad for Quinriget – det nordligste af de tre riger, som Kina dengang var opdelt i. I 1218 fik Djengis Khan magten over Korea, i 1220 erobrede han Bukhara og Samarkand i Centralasien, i 1221 erobrede han en række byer vest for Indusfloden, og i 1223 trængte han gennem Kaukasus ind i Rusland, hvor de russiske fyrster led et forfærdeligt nederlag. Djengis Khans mange sejre skyldes ikke kun hans soldaters dygtighed. Han skabte også et fremragende meddelessystem. Hans signaler kunne ses langvejs fra, og hurtige kurerer sikrede, at hans ledende kommandanter altid vidste, hvad der foregik i andre dele af den store hær.
Sønnerne fortsætter erobringerne
I 1227 døde Djengis Khan, men det betød ikke, at de mongolske erobringer ophørte. Kampene blev fortsat af hans tre sønner: Batu, Ögödei og Tolui. Hvoraf Ögödei bleb udnævnt til Djengis Khans efterfølger som stor-khan, dvs. hersker over alle mongoler. Det første mål var Quinriget i det nordlige Kina, hvis hersker havde revet sig løs fra det mongolske overherredømme. Med hjælp fra det sydlige kinesiske rige blev Quinriget besejret fuldstændigt, og det siges, at de mongolske ledere overvejede at dræbe alle dets kinesiske indbyggere og omdanne jorden til græsgange for mongolernes husdyr. Heldigvis for kineserne havde Ögödei en begavet kinesisk rådgiver. Han fremlagde et system, hvorefter bønderne skulle betale 10 procent i skat af deres høst, og fik Ögödei til at erkende, at dette ville give hans rige langt større indtægter, end man ville kunne få ved at slå bønderne ihjel og overtage deres jord.
Erobringen af Rusland
Ögödeis ældre broder Batu fik til opgave at erobre den del af Rusland, der lå øst for Volgafloden. Det vigtigste mål var byen Bulgar, nu Samara, der lå over floden Kama fra øst og løb ud i Volga. Det lykkedes hurtigt at indtage byen, som blev fuldstændig ødelagt. I 1237 gik Batu ind i Rusland, hvor han hurtigt erobrede den store by Rjasan sydøst for Moskva. Efter Rjasan kom turen til Vladimir og Susdal samt det dengang langt mindre vigtige Moskva. Novgorod måtte mongolerne opgive at erobre, fordi et pludseligt tøvejr gjorde det umuligt at nå frem. Til gengæld erobrede de Kijev, der efter sigende blev så ødelagt, at kun domkirken i Sofia stod tilbage.
Erobringen af Polen og Ungarn
Man skulle tro, at Batu nu have fået nok. Men fortsatte sine angreb mod vest. I 1241 angreb han den polske by Kraków, som faldt efter få dages belejring og blev brændt ned til grunden. En måned senere mødte mongolerne en stor vestlig hær ved Liegnitz. Hæren var dobbelt så stor som mongolernes og bestod af ungarnske og polske tropper samt tyske ordensriddere, tempelherrer og johanitterriddere. Alligevel endte slaget med et knusende nederlag for de vestlige styrker. Mongolerne skar et øre af hver af de dræbte og sendte ni sække fulde af ører til deres øverstkommanderende. Året efter trængte mongolerne over den frosne Donauflod ind i den vestlige del af Ungarn og hærgede Buda og den kirkelige hovedstad Esztergom. Hvis mongolerne havde fortsat, ville de måske have rendt hele det vestlige Europa over ende. Men pludselig vendte de om og drog mod øst.
Ødelæggelsen af Bagdad
Det vestlige Europa slap med skrækken, fordi Batus’ broder Ögödei var død. Det blev dermed vigtigere for Batu at deltage i forhandlingerne om, hvem der skulle afløse Ögödei som stor-khan, end at fortsætte erobringerne i Europa. Og de mongolerne 15 år senere på ny gik på erobringstogt, var målet ikke længere Europa, men Persien og Bagdad. De mongolske ledere skønnede, at der var langt mere rigdom at hente dér end i Europa. Efter at have vundet en række sejre i Persien gik mongolerne mod Bagdad, som efter en kortvarig belejring faldt i 1259. Det arabiske kalifat i byen havde slet ikke sin gamle styrke, og den siddende kalif var fej og uduelig. Mongolerne syede ham og hans familie ind i et tæppe og lod dem trampe ihjel af heste. Bagdad selv gik op i lurer, og store kunstskatte og biblioteker gik tabt. Men mongolerne herredømme varede kun kort, for allerede i 1260 døde endnu en stor-khan, og det betød at den mongolske hovedstyrke vendte tilbage til Mongoliet. Få måneder senere lykkedes det stærke sultaner i Kairo at drive mongolerne bort. De blev kaldt for mamelukkerne efter et arabisk ord, der betyder slavesoldat. De var nemlig efterkommere af børn, som slavehandlere i Kairo havde solgt til soldatertjeneste.
Erobringen af Kina
Men mongolernes sejrstogter fortsatte. Denne gang gjaldt det Kina, hvor mongolerne indtil nu kun havde haft herredømmet i den nordlige del. Under Khubilai Khan lykkedes det i årene mellem 1260 og 1279 at erobre hele Kina og dermed gøre en ende på opdelingen af landet i tre dele. Khubilai Khan var en langt mere civiliseret person end de øvrige mongolske ledere. Når han erobrede en by, lod han dens indbyggere være i fred, og sammen med sin hustru viste de stor forståelse for kineserne og deres kunst og kultur. I modsætningen til tidligere kinesiske herskere var Khubilai Khan klar over handelens betydning, og han gjorde meget for at bringe Kina i forbindelse med landene mod vest. Rygterne om Kinas rigdom og storhed gik videnom og var en væsentlig drivkraft for Columbus, da han ville finde smartere søveje til Asien ved at sejle mod vest. Men kineserne var bestemt ikke glade for mongolerne. Utilfredsheden bredte sig og blev næret af store naturkatastrofer, som i 1350’erne, hvor Den Gule Flod, Huang He, oversvømmede store områder. I 1368 erobrede den senere Mingkejser Chu Yuan-chang mongolernes hovedstad Ta-tu og drev dem ud af landet.
Mongolerne i Rusland og Indien
Mongolerne i Rusland, Den Gyldne Horde, holdt sig længere. I 1371 søgte storfyrsten af Moskva at rive sig løs sammen med en række andre russiske fyrster, men Tamerlan (Timur Lenk) besejrede deres hær og fik ti år senere indtaget Moskva, hvor tusindvis blev dræbt. I 1502 var Moskvafyrsten, Ivan den Store, dog blevet så stærk at han kunne sige nej til at kysse den mongolske leders stigbøjle og dermed vise sin lydighed. Mongolerne måtte erkende deres nederlag, selvom små mongolske riger overlevede i Astrakhan, Kasan og på Krim. Nogenlunde samtidig lykkedes det i mellemtiden den mongolske hersker, Babur, at få magten i det nordlige Indien, hvor han gundlagde det mogulske dynasti. Stormogulerne herskede i landet i flere hundrede år, indtil englænderne tog magten. I 1600-tallet var det dog gået så meget tilbage for mongolerne, at deres eget land gik tabt. Kort efter at Manchukejserne i 1644 havde taget magten i Kina, erobrede kineserne det nuværende Indre Mongoli, og i 1691 kom også den nuværende mongolske stat ind under Kina. Med støtte fra Sovjetunionen kunne mongolerne i 1921 rive sig løs fra Kina, men russerne tvang dem til at give staten et kommunistisk styre, hvis ledere i praksis fungerede som marionetter for Sovjetunionen. Først i 1990 fik Mongoliet egentlig uafhængighed. Mongolerne mindes stadig deres strålende fortid og omfatter Djengis khan med en begejstring, som nok ikke deles af befolkningerne i de lande, han erobrede.
