9. april

Mens Danmark den 9. april 1940 gav op over for den tyske overmagt efter et par timer, kæmpede nordmændene videre frem til juni.

Det havde ikke skortet på alarmerende inberetninger, bl.a. fra gesandtskabet i Berlin, om den forestående tyske invasion i Danmark og Norge, men alligevel kom det som et lammende chok for langt de fleste danskere, da de tyske fly som brummende mørke metalfugle brød stilheden tideligt om morgenen den 9. april 1940. Danmark var blevet besat af som led i Adolf Hitlers planlagte angreb på Norge med kodeordet “Weserübung”. De tyske motiver var dels at komme briterne i forkøbet ved at sikre sig baser på den norske kyst, dels at sikre sig en fortsat import af jernmalm fra Sverige via Norge samt at forhindre Sovjetunionen i at blive den dominerende magt i Nordeuropa. Danmark røg med i købet som springbræt til Norge – og spisekammer for den dominerende tyske nation.

Klokken 4 om morgenen den 9. april blev udenrigsminister Peter Munch meddelt, at den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink ønskede en samtale klokken 4.20, hvor han overrakte en note og et memorandum på 13 punkter fra den tyske rigsregering med en udtalelse om, at Tyskland overtog beskyttelsen af Danmark og Norge, og at ethvert forsøg på modstand vill blive slået ned. Det blev desuden erklæret, at Tyskland ikke havde til hensigt at antaste de to landes territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Samtidig nedkastedes med en tekst på gebrokkent dank et ‘Oprop’ fra tyske fly, hvori vestmagterne blev udpeget som de egentlige skyldige i besættelsen af Danmark og Norge.

Siden 1922 var det danske forssvar til stadighed blevet formindsket. Resultatet blev, at hæren i begyndelsen af april 1940 kun havde 15.000 mand under våben, heraf 8000 nyindkaldte rekrutter. Under et hasteindkaldt møde på Amalienborg klokken 5.30, hvor bl.a.  Christian X., statsminister Stauning, udenrigsministeren, forsvarsministeren og de militære chefer var tilstede, besluttede man derfor under indtryk af den håbløse militære situation at give de tyske troppe fri indmarch, dog under protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet. Tyske tropper gik i land ved Langelinie og besatte Kastellet uden kamp. Kun ved Amalienborg fandt en kortvarig træfning sted. Det eneste sted, hvor der virkelig blev kæmpet var i Sønderjylland. Kampene kostede 13 danske soldater livet.

Dagen efter dannede Stauning en samlingsregering, hvor P. Munch nogle måneder senere blev afløst som udenrigsminister af Erik Scavenius, de var tilhænger af et nært samarbejde med besættelsesmagten. Efter Staunings død i 1942 blev Vilhelm Buhl statsminister, men måtte samme år efter tysk pres vige for Scavenius. I de første år efter 1940 måtte de demokratiske partier først og fremmest stå sammen for at hindre dannelsen af en nazistisk regering, og den 29. august 1943 blev samarbejdspolitikken opløst. Herefter begynder Danmark for alvor at vise tænder.