Af Regitze Viborg
Bombardementet i april 1937 af den baskiske by Guernica er motivet til et af dette århundredes betydeligste kunstværker: ‘Guernica’.
Om eftermiddagen den 26. april 1937 bombede tyske fly den baskiske by Guernica. Maskinerne tilhørte den tyske Legion Condor, som Hitler havde stillet til rådighed for general Franco i Den Spanske Borgerkrig. Der var ingen tvivl om, at bombningen af baskernes hellige by skete efter ordre fra Franco eller ihvertfald med sin billigelse, for baskerne var ham mere end én henseende en torn i øjet. De stræbte efter uafhængighed og sympatiserede med den republikanske folkefrontsregering.
Den spanske maler Pablo Picasso, der boede i Paris, så i den franske avis ‘Le Soir’ fotografier af angrebet og begyndte straks at lave en skitse til et stort vægmaleri. I en pressemeddelse skrev den ellers ikke særligt politisk interesserede kunster: “Både i det vægmaleri, jeg arbejder på, og som jeg vil kalde Guernica, og i alle mine seneste værker giver jeg klart udtryk for min afsky for den militære kaste, der har druknet Spanien i et hav af lidelse og død.”
I tiden forinden havde den spanske ambassadør i Paris, forfatteren José Bergamin, bedt Picasso om for en temmelig symbolsk betaling at male et repræsentativt vægmaleri til den spanske pavillon på Verdensudstillingen 1937 i Paris. Til en ven sagde Picasso, at han ville male et billede, som skulle give udtryk for århundredet. Men et tema fandt han først, da han læste om bombardementet af Guernica. I de følgende uger lavede han 60 skitser og udkast til et maleri, der skulle måle 3,49 x 7,77 meter. Fra et besøg i Picassos atelier husker forfatteren André Malraux, hvordan den spanske kunstner havde stillet skitserne op foran det tomme lærred og sagde: “Jeg vil have, at de selv finder deres plads på lærredet og kravler op som kakerlakker.”
Den 11. maj trak Picasso de første konturer op på lærredet, der i midten viste en knyttet næve – Folkefrontens symbol. I de følgende otte udgaver svandt næven, muligvis fordi han fandt, at det fik billedet til at virke plakatagtigt. Der forkommer hverken fly eller krigshandlinger på maleriet, kun døde og lemlæstede mennesker og dyr i et rum oplyst af en enlig glødelampe. Egentlig skulle maleriet have været i farver, men under arbejdet besluttede Picasso sig for at holde det i sorte, hvide og grå toner.
Centralt i billedet ses en hest, gennemboret af en lanse. Den er et symbol på massakrens uskyldige ofre, mens tyren symboliserer Spanien. På jorden ses en kriger, der klamrer sig til sit sønderbrudte våben. Omtrent en måned efter Verdensudstillingens åbning 24. maj kunne Picassos værk ses i den spanske pavillon.
Først efter Francos død og indførelsen af et demokratisk styre overføres ‘Guernica’ i 1981 til Prado-museet i Madrid. Forinden var det blevet opbevaret på MoMA i New York. I dag er det til at beundre på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.
Den Spanske Borgerkrig i kunst og litteratur
Heartfields fotomontager (1936)
Lige siden borgerkrigens udbrud har John Heartfiled brugt fotomontagen som et våben til forsvar for de republikanske styrker. I 1933 må han emigerere til Prag, men herfra fortsætter han sin kampange. Så længe det er muligt, bringer spanske republikanske aviser jævnligt hans billeder.
Gonzalez’ skulptur (1937)
Som Picassos ‘Guernica’ tager Julio Gonzalez’ skulptur ‘Maske af den grædende Montserrat’ afsæt i borgerkrigen. Ligesom andre kvindeskulpturer hentyder det til det legendariske baskiske bjerg og giver udtryk for de lidelser, borgerkrigens kæmpende kvinder var udsat for. Gonzalez er en af de første kunstnere, der arbejder i jern.
Manden med leen (1937)
Den catalanske kunster Joan Mirós vægmaleri ‘Manden med leen’, som også blev malet til Verdensudstillingen i Paris, er desværre gået tabt. Det skildrer symbolsk den sociale revolution i Spanien. Mirós farvelitografi ‘Adiez l’Espange’ – (‘Hjælp Spanien’), solgtes som flyveblad for 1 franc, der gik til de kæmpende republikanere.
Hvem ringer klokkerne for? (1940)
Mange kunstnere nøjes ikke med at beskrive borgerkrigen, men deltager aktivt i den på den republikanske side. En af dem var Ernest Hemingway, der i 1936–1937 deltog både som soldat og krigskorrespondent. I romanen ‘Hvem ringer klokkerne for?’ fortæller han den selvoplevede historie om en amerikansk frivillig i den republikanske hær, der overlever i selvmorderisk aktion.
Oprøret (1944)
I det sidste bind af sin selvbiografiske romantriologi; ‘Smedjen, Den blodige vej, Oprøret – 1940–1944’, giver den spanske forfatter Arturo Barea fra sit eksil i England en slags øjenvidneberetning fra republikkens og borgerkrigens dage i Madrid. Her censurede han krigskorrespondentens artikler.
