Den Transsibiriske jernbane er verdens længste jernbanestrækning. De første godstog begyndte at køre i 1901, og året efter fulgte personbefordringen. Den 7411 km lange banelinie var færdig i 1916. Siden anneksionen af Amur-området i 1858 havde russerne planlagt at bygge en jernbane gennem Sibirien. Efter lang tids diskussion besluttede man i 1891 omsider at bygge en jernbanelinie fra Tjeljabinsk i Sydural, som allerede var tilsluttet jernbanenettet, til stillehavet. Denne store sibiriske jernbane skulle bygges af flere stats’ og privatbaner i fællesskab.
Zar Aleksander III fremskyndede beslutningen om byggeriet, fordi han håbede, at banen ville lette adgangen til Fjernøsten. Han understregede projektets særlige betydning ved at nedsætte en kommission for den sibiriske jernbane under ledelse af kronprinsen. Efter kommissionens planer skulle der gælde lave særpriser for tilflyttere og indrettes forplejningssationer langes med den nye jernbane.
Det første spadestik, der blev taget i Vladivostok den 19. maj 1891 på Ussuribanen til Khabarovsk, regnes for byggestarten for den sibiriskejernbane. I juli 1892 indledtes i vest, i Tjeljabinsk, anlæggelsen af den vestsibiriske jernbane til Novosibirsk ved Ob, hver der var tilslutning til den midtsibirske bane til Bajkalsøen. Øst for søen, som indtil videre skulle krydses med en 60 km lang færgeforbindelse, begyndte Transbajkalbanen til Amur.
For at få den planlagte bane bygget færdigt hurtgist muligt blev der trods enorme forsyningsproplemer bygget mange steder på samme tid. Da der ikke var tilstrækkelit med arbjedere, blev der under byggeriet anvendt tusinder af straffefanger og forviste, som til gengæld fik strafeftergivelse. For yderligere at nedbringe anlægstiden indgik man i 1896 en aftale med Kina om ikke længere føre banen til Amur, men igennem Manchuriet, som dengang hørte til Ruslands interesseområde. Herved opnåede man, at strækningen blev 800 km kortere. Den private kinesiske østbane skulle stå for byggeriet af banen gennem Manchuriet.
Ussuribanen fra Vladivostok til Khabarovsk blev bygget færdig som planlagt og åbnet i 1897. I 1899 påbegyndtes arbejderne på den vanskeligste del af strækningen; Sydbajkalbanen gennem bjerglandet syd for søen, som skulle forbinde de to dele af banen. I november 1907 kunne de første tog køre igennem til Vladivostok.
Da krigen mod Japan om Manchuriet brød ud in 1904, manglede der stadig en strækning ved Bajkalsøens sydlige bred, således at militærets forsyninger var afhængige af færgeforbindelsen over søen. Om vinteren måtte man oven i købet lægge spor hen over den tilfrosne sø. Da Rusland efter sit krigsnederlag måtte afstå Manchuriet til Japan, gik den netop færdigbygget jernbaneforbindelse tabt. I 1908 begyndte man derfor byggeriet af en linie på russisk område. Fra 1916 kunne man benytte Den Transsibiriske Jernbane i hele dens længde på 7411 km fra Tjeljabinsk til Vladivostok. I dag er det stadig verdens længste strækning der nu er 9.289 km lang.
