Kvinder I Antikken

Det er ikke tilfældigt, at mange af de kvindelige figurer i myter og litteratur, der er produceret af gamle mandlige forfattere, præsenteres på en måde, at de på en eller anden måde beskylder kvinder for verdens ondskab, og historien om Pandora er det mest eksplicitte eksempel.

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Magtfulde Kvinder i Antikken

Oldtidens religioner er fyldt med stærke og magtfulde gudinder, der herskede over verdens gang. Selvom man i mytologien tilbedte kvinden forklædt med gudestatus, så var virkeligheden en anden. Under stramme regler og sociale normer lavet af mænd, til fordel for andre mænd, var kvinden ofte bare en fødemaskine, der skulle hold hus. Dog var der kvinder der brød med disse traditioner og vendte reglerne ryggen. Mange berømte succesrige kvinder, men også de almindelige kvinder, måtte kæmpe med de nuværende sociale restriktioner såvel som begrænsninger på deres ejendomsret og politisk deltagelse. Udover at indtage tronen, så indtog de også den kunstneriske scene. Antikken emmer af kvinder der skrev digte, forfattede historiebøger, og filosoferede om ting, der stadig bliver læst og undervist i den dag i dag.

Oldtidens Grækenland

Sammenlignet med de mandlige grækere, så havde kvinderne ikke særlig mange rettigheder. Kvinder måtte ikke stemme, eje land eller arve. Hendes lod i livet var i hjemmet, hvor hun skulle føre hus, føde børn og dermed føre slægten videre. Derimod var de spartanske kvinder set på lige fod med de modsatte køn. De var underlagt samme hårde fysiske træningsprogram, som mændene og samtidig måtte de eje land og endda drikke vin. Men der var dog kvinder der kom gennem nåleøjet i det græske øhavs samfund og fik deres navne skrevet ned i papyrusrullerne.

Myten Om Pandora

I græsk mytologi staffer Zeus menneskene, dvs. mændene, der hidtil havde levet uden sorger og bekymringer, ved at lade guderne skabe den første kvinde. En kvinder der ifølge Hermes var kvinden et dejligt væsen, men var i besiddelse af løgne, forførende ord og tyvagtige vaner. Hun fik navnet Pandora, fordi gaven kom fra alle guder, og med sig fik hun en krukke, ofte kaldet Pandoras æske, som under ingen omstændigheder måtte åbnes. Da hun trodsede forbuddet og åbnede krukken, fløj alverdens ulykker ud i verden, og kun håbet blev tilbage i krukken. Ud fra denne myte er det tydeligt, at kvinder allerede fra oldtiden bliver beskyldt for at bringe uheld.

ETYMOLOGI: Pandora kommer af pan-, og det græske ord doron der betyder ‘gave’.

Det Gamle Egypten

Grundlæggende for en egypters levetid var harmoni og balance kerneværdierne. Faraoen havde den vigtigste post, som led mellem guderne og folket. Derfor var kvinder og mænd ligeværdige i mange aspekter af livet, men bare ikke når det kom til arbejdsroller. For selvom der var et par enkelte kvindelige faraoner, så var det ikke normen for en kvinde at være en del af patriarkatet. Men egypterne foretrak en kvindelig farao med blåt blod i årene, end en mand uden royal baggrund. De fleste kvinder hørte under bønderne. Mange landbrug og forretninger var styret af kvinder, uafhængig af deres mænd og sønner. I toppen af samfundet arbejdede kvinderne i hjemmet, hvor hun bestemte over hjemmets slaver og underviste sine børn. Fertilitet spillede en stor rolle i det gamle Egypten. En husbond kunne skilles fra sin kone, hvis hun ikke kunne blive gravid og føre arven videre.

Gudinden Isis

Egypterne tilbad mere end 2.000 forskellige guder. Visse af dem skiftede navn eller smeltede sammen igennem historien, men deres magt fyldte til alle tider egypterne med ærefrygt. Isis var en af de vigtigste ægyptiske gudinder. Hun var en frugtbarhedsgudinde og en modergudinde. Hun var datter af Geb og Nut. Isis blev gift med Osiris, og sammen fik de sønnen Horus. For ægypterne var hun gudinde for mange ting. Hun blev set som den gode hustru og den gode mor. Man mente også, at hun havde en enorm magisk kraft.

Romerriget: 30 År I Cølibat For Ligestilling

Selvom Romerriget var et macho-samfund, så formåede kvinderne alligevel at sætte deres præg på historien. Hvis en kvinder var født ind i en frifamilie blev hun anset som borger, men hun måtte ikke stemme eller stille op til valg. Derimod var der en anden rolle i samfundet, som kun kunne udføres af en kvinde. For en romersk kvinde fandtes der ikke noget større som at blive udvalgt som ‘vestalinde’. Som præstinde blev hun respekteret, fik samme rettigheder som mænd og havde den bedste plads til gladiatorkampene. Til gengæld skulle hun forblive jomfru i 30 år og vie sit liv til at passe på en flamme, så i sidste ende var det måske ikke en særlig stor gevinst. Men der ligger noget mere dystert bag jobbets oprindelse.

Vestalinderne

I år 216 f.Kr. havde den karthagiske hærfører Hannibal hærget Den Italienske Halvø i to år, og Rom sendte 80.000 legionærer ud for at udslette ham. Slaget blev en sand katastrofe. 50-70.000 romere blev dræbt af Hannibals undertallige hær, mens resten blev taget som fanger. Nederlaget sendte chokbølger gennem Rom. Tusindvis af mødre, hustruer og døtre fyldte gaderne og sørgede højlydt. Byens mænd så lamslåede til, mens hysteriske kvinder jamrede og tiggede om, at senatet ville komme de tilfangetagne soldater til undsætning. Senatorerne var rystede. Både over tabet af hæren, men også over kvindernes opførsel i gaderne. Nogen måtte stå til ansvar for disse dommedagsscener. Skylden for kaosset blev placeret hos vestalinderne, Roms kvindelige præsteskab, der blev anklaget for at have brudt deres kyskhedsløfte og dermed bragt Rom i fare. To præstinder blev fundet skyldige, og den ene levende begravet, mens den anden fik lov til at bestemme sin egen død.

Vikingerne Var Lige For Loven

Kvinderne havde flere rettigheder i vikingernes samfund end i de fleste andre dele af Europa. De havde som regel ret til at lade sig skille, og hvis deres mand døde, arvede de alle hans ejendele. De var delvist beskyttet ved lov mod seksuelle krænkelser, og en vikingemands kone ansås som gårdens overhoved, mens manden var bortrejst. Nutidens fascination af vikingetiden er ikke blot på grund af deres ry for at være blodtørstige krigere, men også på grund af deres måde at opbygge et samfund og leve på.

Kvinders Del I Vikingetogter
De for vikingetiden karakteristiske togter var ikke en sag for mændene alene. Den angelsaksiske krønike meddeler således for 890’erne, at vikingegrupper blandt sine medlemmer talte kvinder og børn, der dog opholdt sig et sikkert sted under vikingernes angreb. I en mere tvivlsom kilde, et digt af Abbo fra Saint Germains kloster i Paris, er fortalt, hvorledes vikinger under belejringen af Paris i 885-6 blev tilskyndet af deres kvinder til at vende tilbage til kamphandlinger.