Freakshows Bizarre Bagside

I det 19. århundredes USA var udnyttelse af mennesker med alvorlige fysiske deformiteter og abnormiteter socialt acceptabelt. Endda underholdning for hele familien. Fænomenet “freakshow”, har eksisteret i århundreder. Dengang var det aldrig en marginal affære, men en central del af det victorianske samfund forbundet med bredere diskurser om race, køn, køn, klasse, videnskab, medicin og handicap.

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Fotografi: Ringling Bros. “Congress of Freaks” ca. 1924. ©ATI

Freakshows, også kaldet ‘sideshows’, begyndte i det 15. århundredes England. Men selve afsky for menneskelige deformiteter har været til i mange kulturer i flere århundreder før. Man mente at det var et bevis på onde ånders eksistens. Det var dog først i 1500-tallet at der kom en kollektiv interesse og nysgerrighed. I 1840 lød startskuddet til det vi i dag kender som freakshows. Manden bag var P. T. Barnum og han havde i den grad sans for forretning. Han tjente millioner af dollars på artister som skæggede damer, tatoverede mænd, dværge, de deforme og endda de tårnhøje. Mange af artisterne var der ikke af egen vilje og de fleste var blevet tvunget ind i branchen som børn. Nogle handicappede børn blev endda solgt til freakshows af deres egne forældre. I løbet af få år voksede hans Barnums shows sig så store, at der kom over 400.000 besøgende årligt.

Utrolige Annoncer

Reklamerne der blev publiceret i aviserne og klisteret op i gaderne var altafgørende for om der blev solgt billetter. Derfor blev artisternes ‘egenskaber’ ikke afsløret direkte i kødet for publikum. Det var først når man havde lagt sine penge i billethuset. Omtale var afgørende, da de mennesker, der er beskrevet i disse annoncer, ofte lignede lidt det, der lå bag forhænget. Overdrivelse og stiliserede illustrationer gav mulighed for at gøre dværgene mindrealder, Giganter til statuer og at reklamemere med havfruer og bjørndrenge. Annoncørerne af disse shows vakte nysgerrighed hos publikum ved at overspille og i det fleste tilfælde opfinde falske livshistorier om aktørerne.

Elefantmanden & Verdens Grimmeste Kvinde

Barnums kompagnon Tom Norman rejste tilbage til England, hvor han udbredte fænomenet til europæerne. I hans shows kunne man bl.a. se ‘Skeletkvinden’ og ‘Babyen med ballonhovedet’. I 1883 får Norman ‘Elefantmanden’ med i sit show. Bag det horrible kaldenavn hedder han Joseph Merrick. Merrick endte med at blive den mest berømte til at have optrådt i et freakshow, nogensinde. Da Merrick noget tid senere føler det er blevet for meget, forlader han branchen. Norman fortsætter dog og finder ‘talenter’ som Mary Anne Bevan, der beskrives som værende verdens grimmeste kvinde.

Artisterne Bag Scenetæppet

Enkelte artisters ‘særligheder’ var ikke medfødte. De fleste optrædender var nemlig menneskeskabt til fordel for den utroligehistorie, der fik publikum til strømme til de omrejsende freakshows. Grundet den langsomme nyhedsstrøm og begrænsede adgang til videnskaben og almen viden, så kunne artisterne og deres managere nemmere manipulere med deres publikum.

“Bortset fra sådanne usædvanlige attraktioner som den berømte trebenede mand og de siamesiske tvillinger freaks, hvad du gør dem til. Tag enhver person, hvis bekendtskab med dem omkring ham giver accept, spil det særegne op og tilføj et godt spil, og du har en stor attraktion.”
– Clyde Ingalls (1876–1940) manager hos Ringlig Bros. og Barnum & Bailey)

Men for dem der besad medførte ‘særheder’ eller handicap var det ifølge nogle historikere godt for dem, at de kunne få arbejde med en stabil indtægt. Mange af dem kunne ikke få jobs andre steder, da de enten skræmte kollegaer og kunder væk, eller ikke var fysisk arbejdsdygtige. Andre historikere mener at det var ren udnyttelse af disse mennesker og at deres cheferne ikke så dem som medmennesker, men udelukkende som en god profit. Mange artister gik tidligt på pension, da det tjente en formue på at udstille deres ‘særheder’. En del af dem fik også stor berømmelse og nogle endda inviteret til te hos Dronning Victoria af England. Selvom artisterne blev betalt godt, så var det liv mange af dem ønskede. Nogle af dem blev snydt med betalingen og fik kun udbetalt en lille procent af, have showet indtjente. Med lange og intensive arbejdsdage var der mange af dem, der døde i en tidelige alder. Den gennemsnitlige artist havde 15 shows om dagen og uge efter uge blev de kastet rundt mellem flere shows i byerne.

‘Freaks’ Nu Med Diagnoser

Da det 19. århundrede lakkede mod enden fik man en anden virkelighedsopfattelse. De såkaldte ‘freaks’ begyndte at få rigtige videnskabelige diagnoser, i takt med medicinalindustriens udvikling. Publikum mistede troværdigheden på de fantastiske historier og forklaringer på artisternes tilstande, i takt med at det blev svære og svære at løbe om hjørnerne med videnskaben. I stedet for at blive bange for dem, så fik publikum større sympati og forståelse for menneskerne på plakaten. Man begyndte at finde konceptet forfærdeligt og politiet måtte lukke showet, da det blev for meget for nogle tilskuere. Love blev indført for at stramme rammen om disse former for underholdning. I den amerikanske stat Michigan blev det gjort helt forbudt at udstille mennesker med deformater eller lignende, medmindre det var i videnskabelige sammenhæng. I 1890’erne faldt interessen ekstremt. I det 20. århundrede blev publikums tørst for underholding slukket af radioen og biograferne. Verden åbnede op i takt med at nyhedstrømmen og adgang til viden blev mere og mere tilgængelig for almene borgere verden over. De berømte skrøner, som de var blevet fortalt om at, mennesker fra Borneo var som ‘vilde dyr’ eller at havfruer findes viste sig nu ikke at være et korrekt virkelighedsbillede.

Freakshows I Det 21. Århundrede

Efter Anden Verdenskrig skuede vi mod politisk korrekthed og ‘Freakshows’ blev mindre populære. I 1950’erne var konceptet forsvundet og som sunket i jorden. Mange måtte derfor trække teltpløkkerne op, sadle om og give op. I de seneste af har fænomenet fået et comeback. Der findes stadig enkelte omrejsende shows, og i mange cirkuskaravaner har de ofte artister med der er smidigere end gennemsnittet eller har fået overtatoveret, gennem-piercet eller gjort andet ‘anderledes’ ved sin krop. Vores samfunds interesser har ikke ændret sig nær så meget som for bare 100 år siden: Vi drages af vores nysgerrighed. Hvis der er noget vi ikke forstår helt, eller synes noget er anderledes ser vi skævt til det og omdanner vores uvidenhed til noget vi gør grin af.

HER KAN DU LÆRE MERE:

OPDAG SITET: SHOWHISTORY.COM: Encyclopedia om Show Historie. En god samling af artikler og billedemateriale. Dækker over sideshows, freaks, karneval, burlesque og museer. Platformen har bådet gratis indhold og indhold kun for betalende medlemmer:

LÆS BOGEN: ‘FREAK SHOW’: Presenting Human Oddities for Amusement and Profit’ – bog fra 1988 af Rober Bogdan.

BESØG MUSEET: ‘MEDICINSK MUSEION’, Museet forsker i, indsamler og udstiller den medicinske kulturarv. Her kan du blive klogere på, hvordan kroppe er blevet forstået og behandlet gennem tiden.

LYT TIL PODCASTEN: ‘Victorian Freak Shows’ – podcastepisoden er en del af historiepodcasten ‘History Extra’, drevet af BBC History.

SE FILMEN: ‘THE ELEPHANT MAN’ – filmen skildrer Joseph Merricks liv. Kendt som Elefantmanden optrådte han for fulde huse og er en af de mest berømte og berygtede artister. Filmen er instrueret af David Lynch tilbage i 1980.