Som 25 årig blev Banche Monnier låst inde af sin egen mor og først som 50 årig, 26 år efter, blev hun befriet. Det er en historie om jalousi, længsel og moderkærlighed som gik for langt. Fortællingen om kvinden der var indespærret i over 25 år lyder mere som en gyserfilm, men virkeligheden var en anden.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Født ind i en velrespekteret bourgeoisie familie i Poitiers var Blanche Monnier godt stillet i 1800-tallets Frankrig. Men som enhver kvinde i alle tider var hun på jagt efter kærligheden. Som 25-årig var hun stadig ugift og længes efter at komme væk hjemmefra. Kærligheden fandt hun i en ældre advokat. På trods af han var hendes livs kærlighed forbød hendes mor at udvikle et forhold til ham, da han ikke havde særlig mange penge på kistebunden. Hun vidste heller ikke. hvor mange timer, dage, uger, måneder sågar år hun skulle tilbringe sit liv i det mørklagte loftrum. Dagligt fik hun serveret et beskedent måltid samt udskiftet en spand, som hun brugte til toiletbesøg. Hun havde ingen idé om, hvor lang tid hun ville være fanget i familiens hus. Der skulle gå 26 år.
Brevet Der Ændrede Alt
Familien stak deres omgangskreds og resten af byen en løgn om, at hun var stukket af. I de efterfølgende år fortsatte de med at sørge over hendes død og dække over forbrydelsen. Blanches venner måtte leve videre i uvished og undren over, hvad der blev af hende. Kort efter århundredeskiftet modtog Politimesteren i Poitiers et anonymt brev, dateret maj 1901. I brevet blev der udtrykt bekymring for en ‘gammeljomfru’ skulle være holdt i skjul. Dansk oversættelse af brevet : “Jeg har den ære at informere dig om en usædvanlig alvorlig begivenhed. Jeg taler om en gammeljomfru der er indespærret i Madame Monniers hus, halvt sultet og lever på et beskidt kuld i de sidste 25 år – i hendes egen snavs.” Døren gik op til loftrummet. Betjentene troede ikke deres egne øjne; Synet der mødte dem var lige så makabert, som lugten. På en rådden stråmadras lå en udsultet og nøgen Blanche. Med en vægt på bare 25 kilo lå hun blandt insekter, rådne madrester og i sit eget afføring og urin. Luften i loftrummet var så uåndbar at det nærmest var umuligt for dem at blive og fortsætte deres efterforskning.
Avisforsiden efter fundet. 
Brevet til politimesteren.
Ulykkelig Retssag
Dagen efter var den ubærlige sandhed ude og ryddede alle avisforsider i landet. Overskrifterne var ikke til at tro på og hurtigt løb sladderen i byen Poitiers. Ingen kunne begribe tragedien om, at den ellers så velsete og barmhjertige familie skulle have begået en så modbydelig forbrydelse mod deres datter. Hendes mor blev arresteret, blev syg kort efter og døde 15 dage senere efter at have set en vred pøbel samles foran hendes hus. Kort tid efter rullede retssagen mod Blanches bror Marcel Monnier. Han blev oprindeligt dømt, men senere frikendt efter appel; Marcel Monnier blev anset for mentalt uarbejdsdygtig, og selv om dommerne kritiserede hans valg, fandt de, at der ikke var en “pligt til at redde” i straffeloven på det tidspunkt med tilstrækkelig regel til at dømme ham.
Psykisk Syg
Efterfølgende blev hun diagnosticeret med forskellige lidelser, herunder anorexia nervosa, skizofreni, ekshibitionisme og koprofili. Derfor blev hun senere indlagt på et psykiatrisk hospital i Blois, beliggende 170 km fra Poitiers. Blois skulle vise sig at være endestationen for Blanche, hvorfor hun 1913 døde af uforklarlige årsager; kilder mener hun døde på baggrund af sine psykiske problemer. Blanche Monnier blev 64 år og hvem hendes store kærlighed var, forekommer stadig historiebøgerne ukendt.
