DDR’s Forkølede Folkevogn

ØSTTYSKLAND – 1957 var året hvor Mao indrømmer at han har likvideret næsten 1. million politiske modstandere, den tyske delstat Saarland bliver en del af vestblokken, og den sovjetiske satellit ‘Sputnik 1’ sendes i kredsløb. Vi befinder os i tid, hvor Østtyskland står overfor sin store svendeprøve. Det begyndte selvsamme år på en messe i Leipzig, hvor et køretøj for første gang vist frem. Et køretøj der senere er blevet et symbol på DDRs kulturarv. 

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Foto: © August Horch Museum, Zwickau, dato ukendt men anslået til midten af 1960’erne.

De første skitser af Trabanten viser, at den faktisk skulle have været en trehjulet mellemting mellem en bil og en motorcykel. Det fjerde hjul blev først føjet til planerne meget sent i processen. Opkaldt efter Sovjets satellit får bilen sit navn. Navnet på bilen er afledt af ordet “drabant”, der stammer fra den tyske højmiddelalder. “Drabant” kan oversættes til satellit eller kompagnon. At låne fra den tyske kulturarv er ikke et sjældent syn fra Østblokkens side af muren.

Monopol og ti års ventetid 

DDR’s leder, Walter Ulbricht, lagde sig fast på en meget stram planøkonomi, hvor al produktion blev dirigeret og styret af statens eneste parti, Sozialistische Einheitspartei Deutsch-lands, som i virkeligheden blot parerede ordre fra Sovjetunionen.

I dag er trabanten rangeret som en af de værste biler der nogensinde har været produceret. Men under DDR’s storhedstid var en trabant var et ægte statussymbol. Eller ‘Trabi’, som den hedder i folkemunde. Borgere kunne vente i flere år på at få en, da ventelisten var lang. Grundet at staten havde monopol på produktionen, var borgere på venteliste i mellem 11 og 18 år, for at få lov til at købe en Trabant. Ventetiden afhang af bopælens distance fra hovedstaden, Berlin. Når man endelig kom i betragting skulle man betale et beløb der dengang svarede til en årsløn, hvilket lyder absurdt. På den anden side var den gennemsnitlige levetid på 28 år da, hvis du var heldig nok til at eje en Trabi, så passede du meget omhyggeligt på den.

En ren ‘platiskbombe’

Kommunismens ideologi om lighed har også sat sit præg på bilen. Den måtte ikke være for ekstravagant. Farverne var dikteret beige, køkkenblå, pastelgrøn og sennepsgul. Og det var ikke tilladt at male dem om. Trabanten er på alle måder et produkt af dens tid. Stålmangel, planøkonomi og kommunisme har været med til at forme den lille bastante bil. På trods af ventetiden, så var det ikke markedets bedste materialer der blev brugt til køretøjet. Derfor blev den også kaldt for ‘plastikbomben’ og ‘papkammerat’.

Bilen var opbygget af et metalskelet og taget, bagagerummet, håndtagene var altsammen lavet af ‘duroplast’. En form for hård plast lavet af diverse restprodukter; bomuldsaffald fra Sovjetunionen og fenolharpiks fra Østtysklands farveindustri. Plasten egner sig sig vel for bilforarbejdning når den er både stærk og fleksibel. Tilblivelsen beroede på at man ikke havde resourcer til at producere biler af stålblik. Det var en praktisk måde at genbruge affald fra industrien som ellers skulle kastet bort. Motoren under plastichjelmen vejer 50 kg og holder ca. 100.000 km, derfor var det ikke usædvanligt, at nogle kørte rundt med en reservemotor i stedet for et reservehjul.

Med hele 26 hestekræfter og to cylindre var det begrænset, hvor lang man kunne ræse i sin Trabi. Det er i dag ikke tilladt at køre i en trabant i Berlin, medmindre man har en særlig tilladelse. Dette skyldes at det er et ægte miljøsvin. Én trabant udleder ligeså meget kulilte som hundrede vestligproducerede biler.

Begravet med muren

Bilen opnåede kultstatus og verdensberømmelse, da Berlinmuren faldt i 1989. Lange karavaner af Trabanter med østtyskere kørte i månederne efter murens fald over den øst-vesttyske grænse. De fleste borgere i DDR så den anden side af muren gennem vinduet i en trabant. Grænserne var nu åbne og mulighederne mange når det kommer til at få fat på vestlige produkter og at rejse. I årene der fulgte forsvandt Trabanten fra gadebilledet i takt med at vestlige bilmærker blev tilgængelige for østtyske kunder.

Bilens værdi faldt, da man indså at der ikke var et marked for plastikkassen i vesttyskland. For få tyske mark kunne man købe en trabant efter murens fald og mange blev også givet væk. En historisk era var afsluttet. Da Berlinmuren faldt væltede det østtyske kommunistregime.

Symbolikken i et pragteksempel

Ifølge seniorredaktør på Washington Post, Richard Leiby, er Trabanten et pragteksempel på huller i det teknologiske og socialeaspekt i DDR. Bilens eftermæle er blevet et symbol på Østblokkens fald; den larmer, den sviner, er ukomfortabel, langsom og dyr. Ved Østblokkens fald i 1991 ophørte produktionen, der i tre årtier nåede at producere 3,096,999 Trabier, som de østtyske borgere havde ventet med længsel på. Derfor hed også en af modellerne Trabant 601. Fordi der stod 600 på venteliste, men kun var én, der fik den. Siger man. I dag er der indregistreret omtrent 52.400 Trabier i Tyskland. I Danmark er det 48 (tal fra 2019, i 2009 var det 86). Den er også til at finde i Bulgarien på deres nationalhistoriskemuseum, som en fast del af udstillingen. Bilen har tilhørt udenrigsministeren og den er endda velsignet af paven.

Kilder:

• https://www.information.dk/kultur/2008/10/papkammeraten-paa-byrundfart
• https://www.berlingske.dk/aok/kommunismens-kultbil
• https://nummerpladeregister.dk/trabant/-

• Leiby, Richard: “The Unification of Germany, 1989-1990” (1999)