Asta Nielsen har en helt særlig position i dansk filmhistorie, og det er der en god grund til. Hun var en stilsikker kunstner og en trendsetter, der på mange måder var forud for sin tid. Uden at gå på kompromis gav hun den gas i mandlige roller. Det er nu 140 år siden at stumfilmstjernen ‘Die Asta’ kom til verden, og hun er i dag mere relevant end nogensinde.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Hun er uden tvivl fascinerende – Hun fik status som gudinde, muse og sexsymbol. Hun blev dyrket af det tyske mainstream publikum, men blev samtidig en kultfigur på den tyske avantgardescene. Asta var sin egen. Hun lod sig ikke definere af mænd. Hun har fremstillet kvinder, som dræber deres elskede i afmagt eller jalousi. Hun har ligeledes fremstillet moderen, der vælger døden af kærlighed til sit barn, og hun har skildret den aldrende kvinde, der oplever kærligheden, men som på grund af alderen ikke får den elskede.
Den Unge Asta
Asta Sophie Amalie Nielsen bliver født på Gl. Kongevej i København som datter af en arbejdsmand og en vaskekone. Som 20-årig føder Asta Nielsen datteren Jesta i hemmelighed, mens hun forbereder sig til Det Kgl. Teaters elevskole hos skuespilleren Peter Jerndorff. Eftertiden har spekuleret i, om han er far til Astas barn, og hendes navn en sammentrækning af forældrenes. Datteren Jesta bliver først sendt på børnehjem. Senere overlader Asta sit barn til sin mor og storesøster Johanne, der tager sig af hende. Asta Nielsen ansættes i 1902 ved Dagmarteatret og debuterede samme år. Hun bliver optaget på Det Kongelige Teaters elevskole. Senere spiller hun på Det Ny Teater og i 1910 forlader hun den danske teaterscene for at være stumfilmskuespiller.
Gennembruddet Med Afgrunden
I 1910 medvirker Asta i Urban Gads erotiske melodrama “Afgrunden”, hvor hun spiller overfor Poul Reumert. Historien om den unge klaverlærerinde, der først forelsker sig i en præstesøn, men forlader ham til fordel for en notorisk utro cirkusartist, blev en enorm succes. Ikke mindst den æggende dans, som Asta Nielsen udfører i filmen, var medvirkende til det tragiske og erotiske melodramas popularitet.
Filmhistoriens Første ‘Femme Fatale’
”Gauchodansen”, som den hedder, hvor Asta Nielsen vrider sig rundt om en bagbundet Poul Reumert, der agerer levende polestang, vakte opsigt. Og forargelse. I mange lande blev filmen forbudt eller blot censureret. Her etableres en helt ny rolle: vampen – den forførende sirene, der fortærer de mænd, hun kommer i nærheden af. En femme fatale. Og endda på et tidspunkt, hvor kvinder ikke har stemmeret og ellers bare forventes at være pæne husmødre. I de censurerede versioner af “Afgrunden” var det den ‘erotiske’ “gauchodans-scene”, der blev klippet ud. Filmen spillede 13 gange i døgnet den første måned efter premieren, blev solgt til 19 lande og Asta Nielsen fik tilbudt en kontrakt på Det Kongelige Teater, som hun dog takkede nej til. Hun ville fortsætte med at lave film.
Succes I Tyskland
Herefter ruller karrieren og hun slår igennem internationalt. Hun laver yderligere 3 film herhjemme i Danmark inden hun flytter karrieren til Tyskland. Hun bosætter sig i Berlin sammen med Instruktøren Urban Gad. De gifter sig i 1912 og I perioden 1910–1914 producerer de sammen 31 tyske film. Da 1. Verdenskrig bryder ud flygter de ud ad landet og hjem til Danmark. I 1915 bliver Asta skilt med Urban. I 1919 er Asta Nielsen er tilbage i Berlin og gifter sig med den svenske reserveløjtnant Freddy Wingårdh. Parret bliver skilt i 1923. I løbet af 1923 danner Asta Nielsen par med den russiske skuespiller Gregorij Chamara, som hun har indspillet flere film sammen med.
Queer Med Bukserne På
Asta Nielsen vidste, hvordan hun skulle snøre sin krop ind de rigtige steder for at fremstå ekstra sexet og kurvet i nogle roller, og hvordan hun skulle bevæge sig i herretøj og pludselig blive maskulin og cool. Hendes krop spinkel, nærmest ranglet på grænsen til drenget. Det brød filmlegenden Carl Th. Dreyer sig ikke om. Ondskabsfuldt går han til tasterne som en forgænger til Ekstra Bladets ‘Nationen’. Han skriver: ”Lang og opløben er hun, bagtil flad som et strygebræt.” I 1921 spiller hun en kontroversiel “bukserolle”, da hun indtager rollen som Hamlet i filmen af samme navn, instrueret af Svend Gade og Heinz Schall. Filmen var baseret på bogen ”The Mystery of Hamlet: An Attempt to Solve an Old Problem”, der tolker Shakespeares drama til at handle om en pige, der bliver tvunget til at give sig ud for en dreng hele sit liv.
Hele Tysklands ‘Die Asta’
I Tyskland indspillede hun, bl.a. for sit eget produktionsselskab, mere end 70 film frem til den sidste, tonefilmen Unmögliche Liebe (da.: Umulig Kærlighed) i 1932. Det var Astas første og eneste tonefilm, som hun medvirkede i. Den blev ikke nogen succes. Da nazisterne kommer til magten og nationalismen opnår en fremmarch vender Asta Nielsen tilbage til Danmark i 1936. På det tidspunkt havde hun hele tre ægteskaber bag sig og var tvunget til at lade sin formue blive i Tyskland.
Virkelighedens Afgrund
Tilbage i København ansøger hun om en bevilling til at føre biograf, men får afslag. Hun ender med at søge om biografbevilling hele tretten gange, men stadig uden held. Hun optræder en enkelt gang på Folketeatret i Nørregade. Da krigen slutter udgiver hun en selvbiografi “Den Tiende Muse.” Bogen får gode anmeldelser og bliver rost for sine litterære kvaliteter. Men bogen kommer ikke hele vejen rundt om Die Asta, for hun værnede om sit privatliv. I førsteudgaven nævnes hverken hendes tre mænd eller hendes datter i førsteudgaven af memoirerne. Asta er nu trådt helt ud af skuespillet og laver nu stofcollager, som hun udstiller. Hun skriver også noveller til ugeblade og magasiner, medvirker i radiointerviews og læser op i radioen. 1964 dør svigersønnen og maleren Paul Vermehren. Seks måneder senere begår datteren Jesta selvmord. Asta Nielsen producerer sin egen portrætfilm, en samtale med Poul Reumert om stumfilmkarrieren.
Arven Efter Asta
Trods de mange tragedier og ægteskaber i Astas liv, finder hun kærligheden igen som 88-årig. Hun gifter sig i 1970 med den 18 år yngre kunsthandler Christian Theede. Knap to år senere døde hun på Frederiksberg Hospital i 1972. Hun blev begravet i de ukendtes grav, hvor også hendes datter og svigersøn lå. Selvom det er knap 40 år siden hun gik bort, så er der udgivet mange publikationer på både dansk og tysk i nyere tid om det danske stjerneskud. I 2003 udkommer dokumentaren: “Den talende muse” af instruktøren Torben Skjødt Jensen. Dokumentarfilmen skildrer Divaens liv gennem samtaler med hendes selv, der hidtil have været ukendt materiale.
‘Astas Skygge’ Af Eva Tind
Siden er blandt andet Eva Tinds Portræt-roman ”Astas skygge” i 2016. Den nulevende fortæller, Eva, tager i Astas skygge afsæt i en række tilfældigheder, der binder den afdøde filmdiva sammen med hendes eget liv. Eva flytter ind i en lejlighed på Gammel Kongevej i København og opdager, at hun bor i det hus, hvor Asta Nielsen blev født. Asta Nielsen er navnesøster med fortællerens mor, og de to kvinder deler andet end navn, de er nemlig begge født d. 11. september.
Revolutioner Skikkelse
Asta Nielsen var en megastjerne til og i sin tid. Men hun har også potentiale til at blive et nyt ikon for nutiden. Ikke mindst fordi hendes liv, både myten og mennesket, er oplagt som tegn på feminismens revolutionære potentiale. Asta Nielsen var tilsyneladende også en stærk, uortodoks og selvrådig kvinde, der gik sine egne veje i alle livets forhold, og som også i sine roller ofte spillede stærke og lidenskabelige kvinder, som satser alt på kærligheden.
Kildeliste:
Jerslev, Anne: “Asta Nielsen”, Den Store Danske (2020)
Stumfilm.dk “Asta Nielsen”, De Danske Filminstitut (2021)
Jerslev, Anne: “Asta Nielsen (1881 – 1972)”, KVINFO (2003)
Jerslev, Anne: ”Asta Nielsen, kvindeligheden og de store følelser” (Kosmorama #213, 1995) s. 29
Thrane, Lotte: Maske og menneske. Asta Nielsen og hendes tid (Gads Forlag, 2019), 108.Engberg, Marguerite: Dansk Stumfilm Vol. 1. (København: Rhodos, 1977), 260.
