I år 965 rejser Harald Jellingestenen. På bagsiden af stenen har Harald afbilledet Jesus på korset. Men det er ikke hvilken som helst kristusfigur, som Harald får mejslet ind i stenen. Det viser en stærk og målrettet mand, der kigger på den, som ser på stenen. Det er ikke en såret og lidende mand på korset, som vi ellers oftest ser i afbildninger af Jesus på korset. Hvem var Harald – og hvorfor skulle danskerne være kristne?
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Svaret kan findes syd for Danmark. Det tyske kejserrige var i voldsom udvikling, hvad både angår befolkningstal og handel. Riget ekspanderede mod øst, og der var en tydelige interesse om at ekspandere mod nord. Det var derfor en mærkesag for den tyske Kejser Otto den Store at få gjort danerne kristent, som ham selv. Det kulturelle aspekt i et religionsskifte har flere sider; vikingerne ville måske blive mere fredelige i form at deres vikingetogter, de ville blive inddraget i den europæiske civilisation og dermed gå fra runealfabetet til det latinske alfabet, så de kunne kommunikere med flere dele af Europa. I år 950 dør Gorm Den Gamle og hans søn, Harald, skal nu overtage det klansamfund, som Danmark er i vikingetiden. Der sker der store forandringer i Europa og han er nødt til at tage et svært valg. En ny religion stormer frem fra syden og den kan komme til at true hans magtposition. Han lever i vikingetiden og det var en periode, hvor livet var kort, hårdt og brutalt.
Myten Om Ragnarok
Før danerne blev kristnet har de dyrket den nordiske mytologi, hvor guderne minder om mennesker, bortset fra at de har særlige kræfter. Den nordiske mytologi er fyldt med vold, intriger og krig. De skriftlige kilder man har, er for det meste fra aristokratiet og det afspejler et krigeraristokrati. Derfor er det klart at krige spiller en stor rolle i religionen, samt alle guder har et krigeraspekt. Myten om Ragnarok handler om verdens ende, hvor guder og jætter kæmper mod hinanden til døden og jorden går til grunde i ild og flammer. Her giver guderne udtryk for krigeraristokratiets idealer; det drejer sig om at kæmpe tappert til døden og vinde evigheden. Gudernes tapre kamp i myten om Ragnarok er vikingernes forestilling om en ærefuld død; at dø i kamp.
Gorms Foragt Mod Kristne
Det er den tro Harald er vokset op med, men alligevel ser han muligheder i den nye religion fra syd. Før han bliver enekonge reagerede han sammen med sin far, Gorm Den Gamle, der muligvis har haft et helt andet syn på kristendommen. Man har på den ene side den unge Harald, der er meget lydhør over for kristendommen og på den anden side den sure gamle Gorm, der ikke ville indblandes i nymodens pjat. Middelalderhistorikeren Saxo Grammaticus beskrev Gorm Den Gamles foragt overfor kristene. Han er selv kristne og har derfor gode grunde til at få den kritiske Gorm til at fremstå som en brutal og hedensk konge. Grammaticus skrev: “Han var altid fjendtligsindet over for kirken og opsat på at udrydde enhver respekt for de kristne som om de var de modbydeligste umennesker. Han plagede alle tilhængere af den tro med alverdens vold og overgreb og holdt aldrig op med at forfølge dem.”
Strategisk Kristen
Da Gorm dør i år 958, var det Haralds opgave at sikre magten over landet. Samtidig var Otto Den Store den mest magtfulde mand man overhovedet havde set i Europa. På daværende tidspunkt. Han formår at indlemme Pavens magt ind under sig selv. Harald opdager at kristendommen er et godt magtpolitisk redskab, da det har hjulpet Otto Den Store. Harald ville derfor skabe et stærkt Danmark og i den sammenhæng var det ikke særligt interessant at blive invaderet af kejserdømmet. Harald reformerer stort set hele landet fra top til bund plus at han er i gang med at samle landet fra at være klansamfund til kongerige. Samtidig overtager han også store dele af sjælland og derved skaber han et helt nyt Danmark.
Overgangen Til Treenigheden
Men Kristendommen var ikke helt ukendt i Danmark på Haralds tid. 110 år før han blev konge, lykkedes det munken Ansgar at komme igennem med det kristne budskab til nogle af vikingerne. Ansgar var den første, der havde held med at sprede den kristne tro i norden. Førhen, tilbage i 700-tallet, har der været folk oppe i norden og forkynde – uden held. Men Ansgar derimod var den første til at missionere og bygge kirker i Danmark. Ansgar får lov til at bygge kirker og man mener at én af dem lå, hvor Domkirken i Ribe ligger i dag. Han prædikede om at det var helt forkert det, som de troede på, da der kun findes én sand Gud. Man må huske på at vikingerne var polyteister, da de troede på flere guder. I kristendommen er man monoteist, da man tror på Gud – også kaldet treenigheden. En større rolle har denne forskel nok ikke spillet dengang, da man i nogle tilfælde har dyrket en blandingsreligion, hvor Jesus er blevet indlemmet i familien af guder, og er blevet dyrket side om side, med de gamle guder. Der findes et eksempel på en høvding der indlemmer Jesus i hans templet ved, at stille et alter op til Jesus ved siden af de andre guder. På dén måde har der været en glidende overgang, hvor de til at begynde med ikke fattede konceptet: “monoteisme”.
Mødet Med Munken Poppo
På det tidspunkt var der spekulationer i riget: hvad kan Harald bruge den nye tro til? Skal han gå i krig mod kejser Otto? Og tror han egentlig selv på den kristne gud? Man ved ikke, hvad Harald selv har tænkt, men der findes en fortælling om, at han får besøg af præsten Poppo. I fortællingen spørger Harald præsten:”Hvis du vil overbevise mig om den kristne guds store magt, så må du bevise det på egen krop”. Dette skal præsten Poppe bevise ved at gå det, der hedder jernbyrd. Det vil sige at Poppo får en glohed jernhandske. Den tager han på og går rundt om Kongsgården, mens alle ser på. Da han får handsken af, kan han vise, at han ikke er forbrændt, fordi hans gud, Kristus, har beskyttet ham. Ifølge legenden bliver Harald overbevist om, at han skal lade sig døbe og dermed blive kristen. Myten om præsten Poppo kan ej bevises.
Poppo-Miraklets Genhør
Historien om Poppo-miraklet kan Harald bruge til at forklare sin egen dåb. Men hvis han skal overbevise den mægtige Kejser Otto og paven i Rom om sin tro, er det ikke nok, at han selv er blevet omvendt; han bliver nødt til at kristne hele sit folk. Men vikingerne var godt tilfreds med deres egen tro. Salgsargumentet for denne nye tro har været at kristendommen havde én vare mere på hylden, som den gamle religion ikke havde: løftet om det evige liv i Paradis. Men denne påstand kan man ikke finde belæg for i kilderne. Det ser ud som om, at man har omvendt sig fordi man efterhånden opfattede ham, som den stærkeste og mægtigste gud; ham der bedst kunne give succes, rigdom, status og magt.
Upålidelige Kilder
Den historiske overlevering om Harald Blåtands levetid er yderst upålidelig, at man skal se over i arkæologien for at komme tættere på kongens liv og kvinder. Først og fremmest så historieskriver Adam af Bremen der i eftertiden er blevet kritiseret for at fremme Hamborg-Bremens stilling i Norden, og nogle arkæologiske fund hænger ikke sammen med Adams udsagn. Men på baggrund af Adam af Bremen, så Formålet med dette udsagn var at styrke ærkesædet i Hamborg-bremen overfor deres fjender i Køln. Grundet dette er det tydeligt at nogle aspekter af Haralds liv er en konstruktion, som Adam af Bremen brugte til sin egen fordel. Der er heller ingen hjælp at hente i de danske arkiver. Historieskrivere som Saxo Grammaticus, Sven Aggesen, og de Norrøne skrivere er heller ikke helt troværdige. Saxos tekster er nedskrevet flere år efter, og Aggesens historieskrivere er blevet beskyldt for at være rent gætteri og formodninger. Selv i sine bøger på biblioteker er der blyantstreger med noter og rettelser fra andre historikere.
Vikingernes Christian IV
Harald siges at være konge fra omkring 940’erne til 986. Som konge havde en stærk ledelse over landet med sin egen hær og på Jellingestenen praler han med sin magt. Haralds arv er tydeligst i arkæologien. Vi ved han opførte mange bygningsværker i landet, så han var lidt ligesom Christian IV på sin egen tid. Ud fra sine bedrifter ved man, at Harald havde en sikker position i landet som konge, hvis man tager udgangspunkt i, at han kunne mobilisere så store bygningsprojekter rundt i landet: Han oprustede Dannevirke i 968, så det blev forbundet med halvkredsvolden omkring Hedeby. Århus blev yderligere befæstet og måske også Ribe. Det blev nemmere at transportere sig rundt på tværs af landet. Under hans tid blev der opført en bro over Vejle Ådal ved Ravninge Enge efter 978. Derudover blev der også bygget mange andre broer og vejanlæg andre steder i landet. Det meste berømte bygningsprojekt fra Haralds regeringstid var der fire store ringborge; Trelleborg på Sjælland, Fyrkat ved Hobro, Aggersborg ved Limfjorden og Nonnebakken ved Odense. Borgene er dateret til at være bygget i slutningen af hans regeringstid. Formålet med ringborgene var at opruste magten, men det er uklart om disse militære anlæg havde formålet til fjender udefra eller, hvis landets egne indbyggere gjorde oprør. Man ved dog at da ringborgene blev opført gjorde Haralds egen søn, Svend Tveskæg oprør og der herskede en uro over Danmark.
Tilvænning Til Den Nye Religion
Fodarbejdet begyndte allerede i 800-tallet hvor munken Ansgar blev ærkebiskop i Hamborg og besked på at missionere i Norden. Han fik oprettet kirker i Hedeby og Ribe, men antageligvis blev de kun anvendt af kristne købmænd fra udlandet. Det var først over hundrede år senere at kristendommen slog rødder i riget, da Harald Blåtand lod sig døbe. Da han der ifølge Jellingestenen: “…gjorde danerne kristne.” Det antages det at Harald blev døbt i 965, da han udstedte et diplom som fritog de danske bisper fra alle forpligtelser overfor Kejser Otto den Store, der udpegede biskopperne i 948. Diplomets betydning var, at Harald kunne overtage rollen som beskytter af kirken i Danmark. Harald slap nu for at den tyske kejser brugte religionen som påskud for ønsket om at erobre Danmark. Den glidende overgang til kristendommen var ikke så legende let, som Harald får det til at syne på den store Jellingesten. Med så mange andre tiltag, så skulle det tage danskerne flere år. Der var nu kun én Gud og én konge. Danerne havde nemlig svært ved at den nye religion kun tilbedte én gud. Dette resulterede ud i at Jesus optrådte som en gudsskikkelse i selskab med Thor, Odin og de andre nordiske guder i Valhal. Tilvænningen til den nye trosretning tog tid og i mellemtiden dyrkede med stadig de gamle guder ved siden af Kristus. Man ville ikke præsentere vikingerne for den mand, der hang med hovedet – men den sejrende Kristus. På den anden side ses Midgårdsormen. Under slangen ses et fabeldyr, der kan opfattes som Markusløven; den Markus, der skrev de første ord om Jesus. Dermed har man den gamle asatro på ryggen af den nye tro; for nu skal de alle omvendes! Der går først flere 100 år før de gamle guder forsvinder og i middelalderen findes der kun én gud.
Hvorfor Hed Han Blåtand?
Tilnavnet ‘Blåtand’ forekommer først i Roskildekrøniken fra 1140. Der hentydes til, at Harald havde en iøjnefaldende blåsort tand. Eftertiden forklarer det med et overforbrug af vin, som havde farvet hans tænder. En anden forklaring kan ifølge museumsinspektør ved Kongernes Jelling Hans Ole Mathiesen være, at Harald gik i blåt tøj. Den blå farve var nemlig den dyreste, så ved at gå i blåt understregede Harald sin kongeværdighed. En tredje teori er, at “thandr” både kunne betyde fyrste og tand, og da “blå” var alle nuancer af blå, altså alt fra den lyseste lyseblå til den mørkeste sort, og derfor kan han også være blevet kaldt “Harald den Sorte Fyrste”. Det forsvarer jo at hans søn, Svend, kunne slå sin egen far ihjel. Svenske Sony Ericsson opkaldte Bluetooth efter Harald. Bluetooths logo med runerne for H og B, Harald Blåtands initialer. Bluetooth-kommunikationsprotokollen er opkaldt efter kongen, angiveligt på grund af hans evner til kommunikation mellem forskellige fraktioner.
Kildeliste:
Roesdahl, Else: “Harald Blåtand og Jellingemonumenterne”, Århus Universitet (2009)
Skovgaard-Petersen, Inge: “Harald Blåtand”, Den Store Danske (2020)
Lauring, Palle: “Danske Konger og Dronninger”, Høst & Søn (1999)
Heiberg, Steffen: “Danske Dronninger – i tusind år” (2000)
Engberg, Jens: “Historien om Danmark – indtil 1940”, Munksgaard (1988)
Kryger, Karin: “Danske Kongegrave I”, Museum Tusculanums Forlag (2014)
Jensen, Kurt Villads: “Danmarks Krigshistorie 700–814 Del. 1: 700–1600” Gads Forlag (2010)
