Julefreden Under 1. Verdenskrig Gjorde Soldaterne Til Landsforrædere

Juleaftensdag klatrede de op fra de usle skyttegrave og lod deres våben blive. Oppe i ingenmandslands mødtes de på midten med dem, de dagen forinden havde beskudt og som havde beskudt dem. Men alt dette er glemt, for én enkelt aften. For dagen efter var de dødsfjender atter igen. Hændelsen blev kendt som ‘Julefreden’ og må siges at være et julemirakel, som opstod midt i en krigszone. Et julemirakel af en våbenhvile, som egentligt var uofficiel og dybt ulovlig.

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Illustration af André Cabrero

På trods af at man siger, at religion er roden til al krig og ondskab i vores verden, så skete der et ægte julemirakel under første verdenskrig. Soldaterne på begge fronter lagde deres våben og holdte jul med fjenden. Vi befinder os i 1914 og første verdenskrig var brudt ud. Europa var i flammer og før den næste verdenskrig kom til, blev denne krig omtalt som ‘Den store verdenskrig’.

Nyudnævnt Pave ønskede julefred

Der var flere fredsinitiativer, som opstod rundt i Europa. Denne krig tog man ikke så alvorlig i begyndelsen. Mange lande havde fornemmelsen og en stærk nationalfølelse af, at deres land ville ville, men som enhver Brøndby vs FCK kamp, så skifter magten ofte hænder. Derfor var der et håb. Et håb der bankede rundt i Europas kongeriger og mange troede at krigen ville være overstået før jul.

Derfor var der mange der havde et inderligt juleønske om at slutte fred. Det begynder så småt da 101 britiske kvinder underskriver det berømte brev: “Det åbne julebrev”. Et brev, som var rette mod tyske og østrigske kvinder. Senere udsteder den nyudvænte Pave Benedict XV en appel, hvori han beder om våbenhvile. Han bad om “at våbnene må tie i det mindste den nat, hvor englene sang”. Han ønske var at en våbenhvile ville give de stridende magter mulighed for at forhandle en retfærdig og varig fred. Dette blev dog afvist af begge sider.

Et juletræ som tak for indsatsen

Der findes enkelte fotografier, hvor man i ingenmandsland kan se vaskeægte juletræer. Som mange ved, var juletræet en tysk tradition, som vi i Danmark tog til os i løbet af 1800-tallet. Specielt den tradition var tyskerne meget stolte af, hvorfor den tyske kejser Wilhelm II sender en masse juletræer til fronten for at styrke det tyske broderskab og kampånden.

Måske ikke lige for styrke kampånden, men de tyske kejser havde sikkert set det som en gave til sine mænd. Lidt ligesom når sygeplejersker og andet sundhedspersonale herhjemme i modtager et honninghjerte som tak for indsatsen under corona. Relevant eller ej for denne historie; magthavere dengang og i dag må siges at tro på, at jul kan redde ethvert spørgsmål om bedre arbejdsforhold.

Tyske soldater med deres miniature-juletræer.

Den 23. december sker der noget usædvanligt ovre hos tyskerne i deres skyttegrave. Juletræerne sætter de op, sammen med stearinlys langs skyttegravene og de begynder at synge tyske julesalmer. Briterne reagerede og begyndte at synge deres julesalmer. Lidt efter opstod der en kontakt, hvor der blev råbt julehilsner til hinanden frem og tilbage.

“Lev og lad leve”

Den 24. december begyndte nogle lavtstående britiske officere at beordre deres mænd til ikke at skyde, medmindre de blev beskudt. Denne politik blev kendt som “leve og lade leve,” og det ville blive vedtaget på ad hoc-basis under hele krigen, især i mindre aktive sektorer. Juledag dukkede tyskerne om morgenen op fra deres skyttegrave med deres arme viftende i vejret for at vise fjenden, at de ikke havde nogle onde hensigter.

Soldaterne mødes over julen i ingenmadsland.

Efter noget tid indså briterne, at tyskerne ikke bar vågen og hurtigt tog briterne en beslutning om at gøre det samme. Kort efter skete noget, som man ikke havde forventet ville ske midt i en krig; Begge parter vovede sig simpelthen ud i ingenmandsland og mødte deres fjender i øjenhøjde. Selvom mange englændere ikke kunne begå sig på tysk, så havde en del tyske soldater arbejdet i Storbritannien før krigens udbrud, hvilket gjorde kommunikationen nemmere.

Foldboldkampe blev afholdt mellem venner og fjender i juledagene – PCH

De gav hånd, udvekslede mad, byttede cigaretter og andre souvenirs. Sammen afholdte de begravelsesceremonier, spillede fodbold, holdte julemiddage og sang julesange. For bare denne ene aften kunne de glemme at de var midt i en krig. En krig der på dette tidspunkt kun havde varet siden sommeren og ingen af soldaterne var klar over at den krig ville vare i fire somre til. I mange sektorer varede våbenhvilen blot juleaften, mens i andre varede det helt frem til nytårsdag. En britisk læge beretter om en samtale han fik under våbenhvilen med en tysk soldat, hvor tyskeren sagde til ham på engelsk: “I dag har vi fred. I morgen kæmper du for dit land, jeg kæmper for mit. Held og lykke.”

Landsforrædere I Pressen

Som så mange andre ting, så endte USA med komme først, når det gjaldt om at publicere historien om våbenhvilen. Det skete da the times publicerede en artikel d. 31 december, 1914. De britiske aviser fulgte hurtigt efter, da mange familier modtog breve fra deres udsendte familiemedlemmer, der skrev hjem om julemiraklet. Den 8. januar havde et fotografi endda fundet frem til pressen. I brevene fra soldaterne beretter de om, at der blev spillet fodbold, røget cigarer og delt mad og drikke med de mænd, som var deres dødelige fjender dagen forinden.

Forside fra ‘The Daily Mirror’: nyheden ramte forsiderne i januar, men mange lande mente det var landsforræderi.

Men ikke alle lande var særligt begejstret for hændelsen. I Tyskland gik man stille med dørene, for tyskerne fordømte deres egne soldater i det de ikke kunne begribe at deres udsendte havde julehygget med fjenden. De Franske aviser var dog heller ikke særligt begejstret over det. Først da rygterne spredte sig, så genoptrykte de blot en meddelelse fra regeringen om, at al broderskab med fjenden udgjorde landsforræderi. Bl.a. sagde en lille mand ved navn Adolf Hitler, som under krigen var udsendelses løber for regimentets hovedkvarter, at sådanne handlinger ikke burde ske midt i en krigstid, hvorefter han kritiserede sine landsmænd i skyttegravene for ikke at have nok fædrelandskærlighed i dem. På trods af dette skrev amerikanske Wall Street Journal dette om hændelsen: “Det, der dukker op af vintertågen og elendigheden, er en julehistorie, en fin julehistorie, der i sandhed er den mest falmede og lasede af adjektiver: inspirerende.”

Julefreden Blev Uacceptabel

Året efter, i 1915, var der kun få enheder der kunne aftale at afholde våbenhvile. Men det blev ikke det samme som i 1914. Mange enheder havde fået en reprimande fra deres overordnede, som ikke brød sig om, at de holdte våbenhvile bare fordi det var jul. Mange enheder fik derfor udstedt et direkte forbud om bare så meget at overveje at alliere sig med fjenden, bare for én enkelt aften. I det efterfølgende år, 1916, blev våbenhvile helt uacceptabelt. I krigens spæde år var der ofte våbenhvile i nogle sektorerne, hvor soldaterne kunne frit gå mellem linjerne og hente deres døde kammerater. Det kan nu komme til at lyde som om, at livet i skyttegravene under krigen ‘bare’ var et spil høvdingebold, hvor man spillede mod sine gode venner om æren. Med det var dødalvorligt, når man var på fronten. Ved krigens afslutning havde 25 millioner mennesker mistet livet.

På trods af at de højere magter var svært begejstret for våbenhvilen, så var der ingen der blev dømt eller straffet for at have taget del i julefreden. Men én ting er sikker: Midt i en af historiens blodigste krige viste soldaterne på begge fronter at deres stadig fandtes fred og medmenneskelighed. En medmenneskelighed som selv ikke engang unge Adolf Hitler kunne forstå. Hr. Hitler vendte i øvrigt tilbage til Münhcen efter krigen med et kæmpe krigsnederlag i bagagen. Rent faktisk går der en historie på, at en britisk soldat angiveligt skulle have skånet Hitlers liv under første verdenskrig, men det er en helt anden historie i en anden tid.

Men historien om julefreden er en begivenhed, der stadig bevidner om at vi i sidste ende kun er mennesker, der vil det bedste for vores medmennesker. Flertallet af de tusindvis af mænd, der på tværs af skyttegrave og nationaliteter holdte jul sammen dengang i 1914, nåede ikke at opleve krigens afslutning i 1918, hvor freden blev genoprettet. Men for dem, der overlevede, var julefreden noget, som de aldrig ville glemme.