Under det nazistiske styre lancerede Nazityskland den første og mest vidtrækkende antirygekampagne i moderne tid. En kampagne, der måske bare var lige så fascistisk som alle de andre tiltag nazisterne fandt på.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Foto: HULTON ARCHIVE / ©GETTY IMAGES
Hitler påpegede ofte, at han var holdt op med at ryge i 1919, og at fascisterne Mussolini og Franco også var ikke-rygere, i modsætning til de allierede fjender Churchill, Stalin og Roosevelt. Adolf Hitlers personlige afsky for tobak var blandt én de motiverende faktorer bag de nazistiske kampagner mod rygning.
Videnskabeligt gennembrud
I 1939 præsenterede den tyske videnskabsmand Franz Müller den første videnskabelige undersøgelse, der forbinder brug af tobak med kræft. I 1943 blev Müllers forskning bekræftet af videnskabsmændene Eberhard Schairer og Erich Schöniger. For første gang var man videnskabeligt overbevist om, at at cigaretrygning er en direkte årsag til lungekræft.
Det kan måske lyde en smule underligt, at det var banebrydende dengang at tobaksrygning var farligt. Tiden var en anden og helt op i 1950’erne reklamerede læger for tobaksfirmaer med budskabet om, at det var sundt at ryge.
En antirygekampagne sættes i gang
I Hitlers tredje rige var tobaksrygning ikke særlig velset. Derfor blev det lavet en anti-ryge kampagne, som skulle sætte en stopper for brugen af tobak. Den nationalsocialistiske regering gik meget langt for at mindske tobaksforbruget. De fordømte det så meget at de indsatte forskning i tobak, opkrævede syndsskatter på tobak, og i 1941 blev tobaksrygning frarådet på arbejdspladsen og forbudt i biografer og i skoler.
Forskningen i tobakkens skadelige virkninger blev finansieret af Instituttet for Kamp mod Tobak, som blev etableret i 1941 og finansieret af Hitlers Rigskancelli. Instituttet blev ledet af Karl Astel, en læge og højtstående SS-officer.
©Wikimedia Commons
“Nazi-Tyskland blev styret af en sundhedsbevidst politisk elite, der var indstillet på europæisk erobring og folkemord…” skriver Robert Proctor i sin bog, ‘The Nazi War on Cancer’. På dette tidspunkt i historien blev tobak anset som en af de største trusler for ‘det udvalgte folk’.
Modtagelsen af kampagnen
Den nazistiske anti-tobakskampagne omfattede forbud mod rygning i sporvogne, busser og toge, begrænsning af cigaretrationer, organisering af medicinske foredrag for soldater og forhøjelse af tobaksafgiften. Nazisterne indførte også restriktioner for tobaksreklamer og rygning i offentlige rum og regulerede restauranter og kaffebarer. Derudover måtte politifolk og soldater ikke ryge i uniform.
– ©Wikimedia Commons
Disse foranstaltninger blev i vid udstrækning omgået eller ignoreret. Bevægelsen nåede heller ikke over fjendens linier under Anden Verdenskrig, da disse politikker om anti-rygning hurtigt tabte folkelig opbakning. Bevægelsen var dog heller ikke med til at mindske antal rygere i Nazityskland. Brugen af tobak steg voldsomt i de tidlige år af det nazistiske regime.
Regnskabet gøres op
Kampagnen mod tobak endte med Det Tredje Riges nederlag og forskningen, der knyttede rygning til kræft, blev blandet sammen med Nazitysklands grusomheder. I 1945 begik Astel, som var den ansvarlige for tobaksforskningen, selvmord af frygt for at hans krigsforbrydelser ville indhente ham.
Instituttet blev lukket efter Astels død. Rygning i Tyskland steg markant ved krigens afslutning, hvor amerikanske og schweiziske cigaretter oversvømmede det sorte marked. Amerika sendte endda cigaretter til Tyskland som en del af Marshallplanen.
Var antirygekampagne sendt fra himlen?
Det er dog vigtigt at understrege, at selvom der var et sundhedsmæssigt aspekt ved nazisternes kamp mod tobaksrygningen, så er det hverken en hel eller halv sandhed.
For de videnskabelige rapporter skal man mere se som et politisk dokument af et direkte produkt af det nazistiske ideologiske fokus på tobak som en kraft, hvis eliminering ville tjene årsagen til ‘racehygiejne’.
Den nazistiske dagsorden var centreret omkring tanken om at etablere og vedligeholde en tysk arisk herrerace, der var fri for sygdom eller urenhed, og tobak var blot en af de mange påvirkninger, der kunne svække den såkaldte ‘Übermensch’ – overmennesket / idealmennesket.
Samtidig blev tobak aldrig forbudt i Nazityskland. Det var en alt for vigtig indtægtskilde, som udgjorde en kæmpestor del af regeringens indkomst og især i en krigstid var dette en vigtig finansiering.
Kilder
Hamilton, Tracy Brown: “The Nazis’ Forgotten Anti-Smoking Campaign”, The Atlantic (09/07–2014)
Proctor, R. N.: “The anti-tobacco campaign of the Nazis: a little known aspect of public health in Germany, 1933-45”, (06/11–1996)
Karpov, Igor: “SS-Standartenführer Dr. Karl Astel”, Axis History Forum (29/06–2020)
Tapalaga, Andrei:“Hitler’s Anti-Smoking Campaign”, History of yesterday (15/11–2020)
