I årene 1932-1933 opstod der hungersnød i østlige og sydvestlige dele af Sovjetunionen, hvor den ukrainske socialistiske sovjetrepublik var særlig hårdt ramt. Men hvad var årsagen til, at det skulle komme så vidt?
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Foto: Theran Times
1. Sovjetunionens politik drev ukrainerne ud i hungersnød
Den mest kendte faktor var, at høsten slog fejl to år i træk. Men det var de politiske handlinger bag, der forværrede situationen. For det begyndte i 1929, da den sovjetiske leder Stalin besluttede, at al landbrug i Sovjetunionen skulle kollektiviseres.
Det betød at mange bønder måtte give afkald på deres jord, personlige ejendele og omdanne deres gårde til kollektive landbrug.
Denne nye stategi var en del af Stalins egen ‘5 års plan’.
Normalt skal en 5 års plan resultere ud i noget godt, meeen som så mange andre tiltag i Sovjetunionen var idéen fin nok, men i praksis var det et flop. For det var de politiske dekreter og beslutninger der med tiltaget førte til et drastisk fald i produktionen. Dette forværrede situationen i landdistrikterne og drev dem ud i hungersnød.
Og det blev kun værre..
For myndighederne valgte at beslaglægge bl.a. store mængder korn fra landsbyerne. Og de borgere, der nægtede at udlevere korn eller gemte mad, blev sendt i arbejdslejr.
Mad og mange husholdningsmidler kunne man pludselig kun få med rationeringsmærker. Hele befolkningen blev inddelt i fem katagorier; de største var mine- og metalarbejdere, samt andre med et hårdt fysisk arbejde. På baggrund af rationeringerne fik man i de ovenstående katagorier uddelt 800g brød, 200g kød, et par disk og et lille stykke smør. Og hold nu fast, for dette blev kun uddelt én gang om måneden?!
2. Landsbyborgere blev spærret inde
En anden grund til, at man ikke kender til folkemordet er nok endnu mere foruroligende…
Mange byer blev ‘blacklistet’. Dem, der fik dette stempel kom i en slags isolation fra omverden. De ‘blacklistede’ byer fik ikke uddelt mad og de måtte under ingen omstændigheder forlade deres område for, at finde mad. Det betød, at militærtropper omringede byen og nærmest ventede på, at indbyggerne døde af sult.
Diocesan Archive of Vienna (Diözesanarchiv Wien)/BA Innitzer
Mange uskyldige menneskeliv gik tabt. Men hvor mange der egentlig omkom er usikkert. Dog mener man at der er tale om mellem 2,4 – 7,5 mio. mennesker.
3. Stalin iscenesatte statsbesøg
Du har nok hørt om, hvordan nazisterne prøvede at skjule de kummerlige forhold i koncentrationslejerne? For under Holocaust ville Røde Kors gerne lave en film fra KZ-lejren Terezinstadt. Derfor udvalgte man de sundeste fangerne og fik dem til at posere glade og lykkelige.
Samme stunt lavede Stalin bare ti år tidligere i 1933. For dengang ville den franske politiker Edouard Heriiot aflægge et visit i Sovjetunionen. Stalin satte straks sine folk i gang med, at organisere et besøg. Og ikke bare hvilket som helst besøg.
Nej, fordi politikeren fik kun fremvist de mest blomstrende byer, i stedet for, at han skulle se de faldefærdigebyer med de udsultede borgere. For ligesom så mange gennem historien, ville Stalin jo opretholde et godt ‘image’.
Og man må sige, at det lykkedes. For måneden efter udgiver en russisk avis et interview med den franske politiker, hvor overskriften er: “Hvad jeg har set i Rusland er smukt”. Avisen hed i øvrigt “Pravda” – (red. “Sandhed”) og var en russisk kommunistisk propagandaavis.
4. Amerikansk journalist var korrupt
Apropos, hvordan medierne taklede det, så var der rent faktisk nogle journalister der prøvede, at få historien ud. Men det gav hurtigt bagslag, da journalisten Walter Duranty begynder at skrive artikler, der modsiger dem, der mener der er tale om en katastrofe.
For Duranty var vinder af den eftertragtede Pulitzer-pris, nær ven af præsident Franklin D. Roosevelt, og den eneste udenlandske journalist, der har interviewet Stalin ansigt til ansigt.
Duranty skrev, at det blot var en skrøne. Han påstod at den mangel på mad kun var midlertidig og ikke noget at bekymre sig om. Derved blev alle andre journalisternes artikler stemplet som det rene fiktion, for offentligheden troede nu kun på, hvad Duranty skrev.
5. Mange lande erkender ikke folkemordet
Tragedien fik navnet: ‘Holodomor’, der på dansk betyder ‘sult-udryddelse’ eller ‘at sulte til døden’. Men mange betragter det ikke som et direkte folkemord.
Selvom det næsten er 100 år siden, så var det først i 2006, at man betragtede det som et decideret folkemord. For da 2. Verdenskrig begynder få efter, røg folkemordet straks i glemmebogen.
En glemmebog, som rent faktisk eksisterer. For der findes tusinder af besviser for, at det har fundet sted. Dog er mange af disse dokumenter stadig bad lås og slå i arkiver i den russiske hovedstad Moskva. I disse dokumenter ligger der hundredvis af afhøringer, vidneberetninger og mange andre dokumenter.
Men det kun 29 lande ud af FNs 193 medlemslande, der betragter det som et folkemord. Selvom der findes hundredevis af beretninger fra øjenvidner, dagbøger, fotografier og andre ting der dokumentere, at det var et folkemord. Og Danmark? Ja, officielt er Danmark ikke enig med at det var et folkemord, men det er en helt anden historie.
Kilder:
National Museum of the Holodomor-Genocide: “Common Lies about the Holodomor”, Ukrainer.net (01/11-2020)
Applebaum, Anna: “Holodomor – Ukranian history”, Britannica (set 01/03–2022)
Kiger, Patrick J.: “How Joseph Stalin Starved Millions in the Ukranian Famine”, History.com (16/04-2019)
Vind, Jesper: “Holodomor: Historiepolitik er storpolitik”, Weekendavisen (2018)
Bryld, Claus: “Hungersnød-katastrofen Holodomor viser Ukraines splittede erindring”, Solidariet.dk (01/11-2020)
