Selvmordspagten I Mayerling Er Stadig En Gåde 132 År Efter

I 1926 bliver en brun læderindbundet mappe deponeret anonymt til en bankboks. Bankboksen forbliver låst i flere årtier i den østrigske privatbank Schoeller, med indhold dateret tilbage til året 1889. Lædermappen skulle vise sig at gemme på et bemærkelsesværdigt fund, da kan være med til at opklare en 131 år gammel gåde. Gåden om, hvorfor Østrig-Ungarns tronfølger Rudolf tog sit eget liv med sin 17-årige elskerinde.

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Foto: ©Wikicommons

ØSTRIG-UNGARN. 126 år efter, da bankboksen åbnes ser mappen dagens lys med dens hemmeligheder. Der blev i mappen fundet hele tre underskrevne og forseglede selvmordssedler af kronprinsens elskerinde Mary Vetsera til hendes mor Hélène, hendes søster Hannah og hendes bror Franz. Mappen blev fundet under en revision af bankens arkivar, Sylvia Linc. Den blev deponeret i en pengeskab af ukendte personer i 1926 og indeholder en række Vetsera -dokumenter, herunder hendes dåbsattest og en kopi af hendes dødsattest og et langt brev til hendes bedste ven. Afskedsbrevene blev skrevet i Marys hånd fra Mayerling og stadig i den originale kuvert med kronprins Rudolfs segl. For hun var nemlig i hans varetægt samme nat, som hun blev fundet død.

De To Elskende Bliver Fundet Døde

Dramaet udspiller sig i året 1889 ude i de sneklædte skovene tæt på den østrigske hovedstad Wien. På en kold januarmorgen bliver tronfølgeren til den Østrig-Ungarske trone fundet livløs i sin jagthytten med en af sine elskerinder. De blev fundet af kronprinsens betjent Loschek og hans jagtkammerat grev Joseph Hoyos. Vetseras kolde krop blev lagt ud på sengen; prinsen sad enten på en stol eller lå ved hendes side.

Den 17-årige elskerinde, baronesse Mary Veseta blev fundet afklædt og de havde begge efterladt afskedsbreve. Ved første øjekast på mordscenen, kan det tyde på en ulykkelig fortælling om to elskende der ikke kunne få hinanden, men scenetæppet i det såkaldte dobbeltselvmord havde flere lag. Det blev meddelt, at de havde skudt sig selv, selvom der aldrig nogensinde dukkede op et våben til undersøgelse.

Kongehuset Melder Ud Med Falsk Dødsårsag

Det østrigske kongehus udmeldte først, at Rudolf døde af et hjertestop. Men da omverden fik nys om, hvad der var sket, sendte deres død sendte chokbølger gennem Europa. Kongehuset dækkede over baronessens død ved at senere erklære hende død ved selvmord. Men hun måtte væk fra jagthytten. For at fjerne hende fra Mayerling diskret blev pigen klædt på og sat i en vogn, som om hun stadig var i live, med en pind i kjolen for at forhindre hende i at vælte.

Da det blev lækket til pressen, skyndte kongehuset at ændre deres forklaring. Foruden at opretholde deres status, så var det også med henblik på, at de to elskende kunne få en kristen begravelse. De fik derfor en læge til at forfatte et notat om, at de begge var i ‘mental ubalance’ og at deres ukuelige sindstilstand var grunden til deres selvmord. Derved kunne kongefamilien overbevise kirken om, at de alligevel kunne slutte fred med Gud. Den offentlige meddelelse fra kejseren erklærede, at Rudolf var død af en hjerteaneurisme. Baronessen blev ikke nævnt.

Sladderhistorierne Spredes af Otto von Bismarck

Da pressen opsnapper historien om, at der var en ung elskerinde involveret i kronprinsens død, holder rygterne sig ikke tilbage. Deres teorier gik ud på at Rudolf havde dræbt Marie og derefter sig selv i form af en selvmordspagt. Forud for dette gik historien på at kejseren og kronprinsen havde haft et stort skænderi, ​​hvor faderen forlangte, at hans søn skulle bryde med sin teenage elskerinde. Rygtet blev bl.a. spredt flittigt af den tyske kansler Otto von Bismarck og politiet skyndte sig derefter at lukke efterforskningen, som sagen var.

Kejseren sikrede en dispensation fra paven, så hans søn kunne blive begravet i den kejserlige krypt i Wiens kapukinernes kirke. I august 1890 lod Franz Josef ombygge hytten til et karmelitisk kloster med alteret lige over stedet, hvor Rudolf og Marie blev fundet døde. Med ligene flyttet og hurtigt begravet, vidner begrænset og gerningsstedet ødelagt var der få fakta der kunne støtte eller modsige den officielle historie, mangel på hårde beviser, som kun øgede mistanke og sladder om, hvad der virkelig skete.

Muligt Attentat?

Kronprinsen var enebarn af kejser Franz Joseph I af Østrig, og derfor enearving til tronen. Rudolf beskrives som værende gentleman, intelligent og en udmærket sportsmand. Men faderen Franz Joseph var mere stærkt politisk konservativ, hvorimod kronprinsens liberale tilbøjeligheder ikke lige var hans fars kop te. Derudover sympatiserede han med de unge partisanere, der ikke stod for det samme for sin egen far. Rudolf stod derfor dårligt i forhold til sit lands aristokrati, hvor han ikke være var særlig populær.  At deres tronfølger ikke var enige med dem i, hvordan riget skulle ledes i fremtiden, tegner et billede af, at hans død var et muligt attentat fra hans modstandere, og såvel sin egen far. 

Det er ikke underligt, at dobbeltmord i tjeneste for skyggefulde politiske interesser var en populær teori, især da Europas skrøbelige magtbalance imploderede i krig. En af Rudolfs tante var sikker på, at de begge var blevet myrdet af franske agenter, fordi Rudolf nægtede at deltage i et fransk plot for at vælte sin far og installere ham på tronen, fordi den liberale prins ville være mere modtagelig for en alliance med Frankrig snarere end konservativ Tyskland.

Døden Som Den Eneste Udvej

Eftertiden beskriver kærligheden mellem kronprinsen og baronessen som værende ulykkelig, da kronprins Rudolf var gift, og en skilsmisse kunne der slet ikke være tale om. Både hans far kejser Franz Joseph og Leo XIII ville ikke tillade en annullering af ægteskabet. Den historiske samtid er  meget vigtig at tage i betragtning: Utallige royale før Rudolf fandt deres egne måder at få deres ægteskab til at fungere, mens de havde elskere på sidelinjen. Kærlighedsløse ægteskaber var norman blandt aristokratiet, og havde været sådan i århundreder. Både mandlige og kvindelige regenter havde elskere og fik børn med dem udenfor ægteskab. Nogle af dem ville endda kendes ved deres ‘uægte’ børn og gav dem betydningsfulde stillinger.

Kvindeglad Tronfølger

Allerede som 15-årig var Rudolf en håbløs romantiker og gav udtryk for dette i sin dagbog: “Kærlighed er bestemt en af det smukkeste ting i livet, for alle levende skabninger.” Dette leder ham gennem sine sidste 15 år af sit liv. I 1881 gifter kronprinsen sig med prinsesse Stephanie af Belgien. Deres ægteskab var ikke lykkeligt, og hun fødte ham kun en datter. Men som så mange andre royale før Rudolf, havde han flere kvinder i sine arme, og han havde en del elskere en bare baronesse Mary. Han beskrives i historiebøgerne, som værende en kvindeglad herre. Havde Rudolf været en kvinde, så var han blevet omtalt som en hore, billig tøjte – eller en billig tøs i daglig tale. Et af kronprinsens børnebørn har senere berettet om, at Rudolf skulle have bragt mindst 30 børn til verden med andre kvinder, end sin kone. Kronprinsen var let på tråden og dengang beskyttede man sig ikke mod sexsygedomme. Derfor fik han smittet sin kronprinsesse med gonnoré, hvilket gjorde hende steril. Håbet om en arving til en østrigske trone var destrueret af kronprinsens sidespring. Historien havde dog set anderledes ud, hvis deres kongehus tillod datteren, Elisabeth Marie af Østrig, at regere – men det er en helt anden historie. 

Baronessens Mor Blev Afpresset Til At Lyve

Det siges at han først skød baronessen i løbet af natten og indtil den lyse morgen tog han mod til sig til, at skyde sig selv, hvor han efterlod deres afskedsbreve ved deres kroppe. Det kan lyde som om at deres handling var inspireret af Romeo og Julie. Men historiens virkelighed er måske ikke så sukkersød, som den bliver udgivet som. Baronesse Marie havde en fin titel, men hun var langtfra i nærheden af de højeste lag som kronprinsen var en del af. Få år før hun kom til verden fik hendes far, der var diplomat, titlen som baron af kejser Franz Joseph. Maries mor var 22 år yngre end sin mand og kom fra en græsk adelsfamilie. Hendes mor var dog ikke helt afvisende overfor datteren affære med tronarvingen, da det kun fremmede familiens formue.

Baronessens mor Hélène skrev om brevenes eksistens i et notat på 148 sider for at sikre, at alt, hvad hun vidste om begivenhederne ville overleve tildækningen. Efter ligene blev fundet, havde Hélène fået at vide af grev Eduard Taaffe, en tæt rådgiver for kejserens, at hendes datter havde forgiftet den intetanende prins og derefter sig selv. Taaffe pressede hende til at lægge skylden for tragedien på Marys skuldre med denne gifthistorie og hævdede, at Mary var set ved et foredrag om giftstoffer. Derefter foreslog han, at hun forlod Wien, men ikke tog til Mayerling, hvor Hélène sikkert havde set hullet i hendes hoved, hvis hun havde passet sin datters krop, som hun ville. Hélène syntes hans råd var venlige og velmenende, så hendes brødre tog til Mayerling for at sørge for den hemmelige begravelse. Først da de vendte tilbage, opdagede Hélène sandheden.

Baronessen Var Ikke Kronprinsens Førstevalg

Affæren mellem baronessen og kronprinsen begyndte i slutningen af 1887, hvilket betyder at deres forhold kun varede i få måneder før de vælger at gå i døden sammen. Selvom Mary gik med til at tage sit liv sammen med sin store kærlighed, så var hun faktisk ikke kronprinsens første valg. 

Natten forinden han tog sit liv, var han sammen med en af sine mange elskere: Mizzi Kaspar. Mizzi var skuespiller og hendes forhold til Rudolf var aldeles tæt. Han forgyldte hende med gaver og kort før sin død gav han hende 60.000 østrig-ungarske gulden. Hun døde senere i 1907 af syphilis. Noget foruroligende om hendes historie er, at hun kunne have endt som kvinden i kronprinsens dobbeltselvmord. Da de var sammen på hans sidste nat, prøvede han at overbevise hende om tage sit eget liv sammen med ham. Den 24-årige Mizzi kunne sagtens se gennem kronprinsen og hun vidste at det ikke var hendes skæbne, så hun afviste hans uhyggelige forslag. Da de sagde farvel for allersidste gang, troede hun først at han jokede, men ved nærmere eftertanke tilkaldte hun straks politiet, men de afviste hendes anmeldelse. 

Næppe En Romeo & Julie Romantiseret Handling

At kronprinsen vælger at gå i døden med den 17-årige baronesse, som værende sit andet valg, ændrer opfattelse af, at de var to elskende der ikke kunne få hinanden i levende live. Måske var det den opfattelse den unge baronesse havde i tankerne, da hun var ung og antageligvis helt skudt i kronprinsen. Fortællingen om Romeo og Julie, havde nok draget hende ligeså meget som utallige pigehjerter i vores tid. Men ligesom baronessen, så var Romeo og Julie ikke forelsket i hinanden, men forelsket i idéen om at være forelsket. I sit afskedsbrev til sin mor er det udelukkende kærligheden, der er belæg for hendes handling:

“Kære mor. Tilgiv mig, hvad jeg har gjort. – Jeg kunne ikke modstå kærligheden. I overensstemmelse med hans ønsker vil jeg blive begravet ved siden af ​​ham på Alland kirkegård. – Jeg er lykkeligere i døden, end jeg var i livet. Mary”

Marys afskedsbrev til sin mor på Mayerlings brevpapir, som blev ofentliggjort i 2015. ©ÖNB österreischische Nationalbib/AFP

Efterspillet Førte Mod 1. Verdenskrig

Det er ikke usandsynligt at kronprinsen kunne havde været myrdet af politiske årsager. I 1853 overlevede kejser Franz Joseph et angreb af den kommende ungarske snigmorder János Libényi. Rudolfs mor kejserinde Elisabeth blev stukket ihjel i 1898 af den italienske anarkist Luigi Lucheni. I 1914 blev Rudolfs fætter og Franz Josephs arving ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone skudt ihjel af Gavrilo Princip. Denne særligt vigtige begivenhed omtales ofte som gnisten, der tændte 1. verdenskrig og senere ophørte det østrig-ungarske imperium med at eksistere og en republik blev til uden revolution. I dag er jagthytten ombygget til et kloster og der er blevet opført en kirke ved siden af. Klosteret er drevet af nonneordenen, der blev beordret af kejseren at be for hans afdøde søn, Rudolf. 

Andre teorier taler for at det var et attentat og der er rigeligt med belæg for dette. Udover at en del attentater plagede kongefamilien, så var der et stort antal mistænkte som helst så kronprinsen død. Dem der havde mest interesse i hans død var blandt andet ægtemænd og fædre til alle de kvinder han forførte. Nok fordi han enten gjorde dem gravide med uægte børn, smittede dem med gonnoré, eller det der var meget værre; knuste deres pigers hjerter. 

Kejserriget Østrig-Ungarn

Var Dødsårsagen En Abort Der Gik Galt?

Baronessen blev begravet på en landsbykirkegård i Heiligenkreuz. Påskriften over hendes grav lyder: “Wie eine Blume sprosst der mensch auf und wird gebrochen” (“Mennesker, som blomster, blomstrer og knuses” red.). Efter Anden Verdenskrig åbnede den røde hær Mary Vetsera’s grav, og munke hævdede at have set et lille skelet inde i kisten, da de lukkede den. Det førte til teorien om, at Mary kunne være død af et abortforsøg. Da en læge Holler undersøgte hendes rester i 1959, fandt han ikke et kuglehul i hendes kranium. Knoglerne var dog i stykker fra den sovjetiske indblanding, så hans fund var ikke afgørende. Holler bad om de pavelige optegnelser over begivenheden, og tilsyneladende bemærkede de, at kun en kugle blev genoprettet fra stedet, hvilket styrkede hans mislykkede abortforsøg.

I 1988 blev hendes kiste gravet op igen og hendes jordiske rester stjålet af en direktør i Linz, som var forfærdet over sin egen kones død. Han blev kendt som en ‘Mayerlings konspirationsteoretiker’. Da han blev taget i forsøget på at sælge resterne i 1993, konfiskerede politiet Marie Vetseras knogler og lod en egentlig retsmedicin undersøge dem for første gang. Han bekræftede, at de var omkring 100 år gamle og tilhørte en ung kvinde, der var død omkring 20 år. Der blev ikke fundet et spor af skud i det, der var tilbage af hendes kranium. Baronessens dødsårsag forblev ukendt.

Baronessens Breve Får Nyt Hjem

Det eneste andet primære dokument vedrørende Mayerling-hændelsen, der vides at have overlevet, er Rudolfs afskedsbrev til sin kone, som nu findes i samlingen af ​​det østrigske nationalbibliotek , hvor han siger, at hans død ville være bedre for alle. Opdagelsen af ​​Mary Vetseras originale afskedsbreve er derfor af stor historisk betydning i en sag, der var mudret og tilsløret fra begyndelsen. Banken har givet dokumenterne til det østrigske nationalbibliotek (ONB) på permanent lån, hvor de vil blive opbevaret, katalogiseret og digitaliseret. Fra denne måned vil Vetsera -dokumenterne blive gjort tilgængelige for videnskabelig forskning.

Det siges, at en kiste med pistolen, de tomme patroner og en række yderligere beviser stadig er i fyrsteslægten Habsburgs hænder. Mange historikere taler også for at afskedsbrevene kan være forfalsket. Dette er taget i betragtning at kejseren ikke satte en officiel undersøgelse i gang, da hans egen søn blev fundet død med en 17-årig elskerinde. Måske fordi han valgte at tro, at hans søn havde taget sit eget liv, eller måske var det fordi den virkelige historie var noget, han ikke var parat til at dele med verden. Måske finder vi aldrig ud af, hvad der skete med kronprinsen og baronessen. Måske er det fordi vi ikke skal.

Kilder: 

Conerly, Jennifer: ”20 Heart Wrenching Love Stories Throughout History”, History Collection (21/01–2019)

Shelton, Denise: “Was What Happened at Mayerling Really a Murder-Suicide”, History Of Yesterday (14/10–2020)

Stubkær, Flemming Talbo: “Mayerling-dramaet”, Den Store Danske (27/11–2012)

Black, Anetta: “Morbid Monday: The Unhappy Prince and the Dead Baroness”, Atlas Obscura (21/12–2010)

Schmöckel, Sonja: “CSI Mayerling – How did the crown prince really die?”, The World of Habsburgs (2021)

Frommers m.fl.:“In Depth in Mayerling”, Frommers (2021)

One thought on “Selvmordspagten I Mayerling Er Stadig En Gåde 132 År Efter

Leave a Reply