Den vestlige del af verden har sex på første date og jager uforpligtende sex. Kina har datingskoler. Japan tager på gruppedates. Frankrig har ikke et ord for dating. I Spanien bor man hos sine forældre indtil man bliver gift. Men hvad gjorde man i antikkens Rom?
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Elskovskunsten er en lærebog på vers i kunsten at bedrive hor på en så fornøjelig vis som muligt — for begge parter. Håndbogen er en af verdens ældste og har klædt mennesker på til kærligheden siden det første århundrede, hvor den blev udgivet. Det er en lærebog i kærlighed, erotik, flirt og nydelse og her er bare enkelte udvalgte tricks – Held og lykke!
- Myten om den eneste ene: Forvent ikke at ‘den eneste ene’ falder ned fra himlen, selvom du har Amor ved din side. Det tager tid at finde en kærlighed der både er gensidig og tilfredsstillende – Vær tålmodig!
- Husk den gode hygiejne: Selvom studier viser at vi tiltrækkes af vores naturlige odeur, gør vand og sæbe underværker. Så tag et smut i det lokale romerske bad og trim for Guds skyld de næsehår..
- Døm ej i stearinlysets skær: På trods af at sandheden kan findes i vin, så vent med at udvælge din udkårne til solen står op. Ifølge Ovid er vin kun benzin til ilden. Du fanger dermed det ægte i dagslys og når du ikke er spritstiv.
- Betal dine elskere med poesi: Ønsker du at forføre uden at svinge kortet, så er der intet som hjemmelavet litteratur. Godt for pengepungen og du vil med garanti blive husket, på godt eller ondt..
- Studér klassiske sprog: Amo, Amas, Amat… hvem bliver ikke lidt våd bare af at høre nogen bøje ‘at elske’ på latin? Ved at kunne læse Oldgræsk og Latin så forstår man også grundpillerne i livet. Og hey, man behøver ikke være nekrofil for at synes det er sexet at kunne døde sprog..
- Håndbog til de knuste hjerter: Kærligheden er flygtig og det var Ovid godt klar over. Derfor skrev bogen ‘Remedia Amoris’ (‘Midler Mod Elskov’). I bogen lærer man om, hvordan man slipper af med hende igen og hvordan man kommer videre. Uanset hvilket stadie man befinder sig i, når det kommer til kærlighed, så har Ovid altid haft romantikkens ryg til hver en tid og i alle tidsaldre..
Hvem var Ovid?
Det var hans lod i livet at blive senator, men han trodsede familien og blev digter. Selvom Rom var hans et og alt, sendte Kejser Augustus ham I eksil, hvor han endte sine dage. En af grundene til hans landsforvisning var, at man fandt hans poesi anstødelig. I dag er Ovid en af de mest anerkendte og læste digtere fra antikken.

43 f.v.t.–17 e.v.t.