Det er et narrativ. Kaos og orden. Vi søger i gamle bøger efter fakta, der nok burde være ‘fakta’ i gåseøjne, da historie er et narrativ. Gennem ‘fakta’ forsøger vi at skabe et større billede af en forklaring på, hvordan fortidens handlinger har formet den verden vi kender i dag. Et kortfattet svar er, at historie er studiet af mennesker, handlinger, beslutninger, interaktioner og opførsel. Ordet historie kommer af græsk ‘historia’, oprindelig ‘undersøgelse, viden’, siden også ‘fremstilling, fortælling’, af histor ‘vidne, vidende, kyndig’. Men hvad er historie egentlig?
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Fotografi: ©Université Concordia, University Montréal
Historievidenskaben er traditionelt opdelt i historiske perioder, i antikkens historie, middelalderens historie, nyere tids historie og samtidshistorie. De tidligste former for historieskrivning er faraonernes og de mesopotamiske herskeres indskrifter om sejrrige krige og slag. I selve sin oprindelsesfase var historien altså tæt forbundet med magtens legitimation. I antikkens Grækenland fik historieskrivningen sin klassiske form som fortælling og en vigtig opdragende, udviklende og belærende funktion. Men kan se historieforståelsen i de mundtligt overleverede myter, der omkring 700 f.Kr. samledes i Iliaden og Odysseen, som tillægges Homer. Den middelalderlige historieskrivning adskiller sig på væsentlige punkter fra den antikke, gennem indførelsen af kristendommens lineære tidsbegreb. Med renæssancen genopdages de antikke idealer, og i de følgende århundreder kom den moralsk og filosofisk orienterede historieskrivning atter i højsædet.
Historie Som Videnskab
I 1800-tallet fik det moderne samfunds behov for specialister og det medførte reformer inden for universiteterne, som nu blev videnskabelige uddannelsessteder, og i den forbindelse blev også historie en videnskab. Historievidenskabens tilblivelse var tæt forbundet med de nye strømninger, der opstod i Tyskland i slutningen af 1700-tallet. Perioden kaldes historismen og repræsenterede en ny måde at betragte verden på. Historisk tankegang fik dermed for første gang en central placering i kulturlivet, og historien blev en vigtig del af opdragelse og uddannelse. Samtidig fik historie og dermed historievidenskaben en vigtig identitetsskabende funktion i de nye nationalstater, der så dagens lys i kølvandet på Napoleonskrigene.
Kend Din Kilde!
Ethvert undersøgt og veldokumenteret aspekt fra fortiden anses at være historie. Det er også vigtigt at når man dykker ned i historien, at vi spørger os selv: hvorfor? hvordan?. At forstå historien er lidt ligesom at forholde sig til de ting vi bliver fodret med på Facebook. Vi er omringet af ‘fake news’ og snævert vinklede nyhedshistorier. Det er her historikernes værktøj spiller ind – nemlig ‘Kildekritik’: Kilder er ikke bare skriftlige. Samtidshistorikeren kan producere sit eget kildemateriale gennem interview med aktørerne. En anden variant af mundtlige kilder, der blev muliggjort med båndoptageren. Alt efter undersøgelsens art kan også ikke-skriftlige kilder af højst forskellig karakter inddrages: potteskår, redskaber, billeder og bygninger. I perioder som antikken, vikingetiden og middelalderen, hvor mængden af skriftlige kilder er begrænset, har udnyttelsen af det ikke-skriftlige materiale i løbet af 1900-tallet betydet en væsentlig udvidelse af den historiske viden og bidraget til at mindske det traditionelle skel mellem arkæologi og historie. Den klassiske kildekritik, som den blev udformet i begyndelsen af 1800-tallet, med rødder tilbage til 1600-tallet. Man plejer at nævne de tyske historikere Barthold Georg Niebuhr og Leopold von Ranke som den historiske kildekritiks grundlæggere.
Dansk Historieskrivning
Historieskrivningen i Danmark har fulgt de internationale hovedtendenser. Det ældste kendte forsøg på en sammenhængende Danmarkshistorie er Roskildekrøniken fra ca. 1140. Saxo Grammaticus forenede ca. 1200 nordiske fortælletraditioner og kirkelig historieskrivning i storværket Gesta Danorum. Læs videre om dansk historieskrivning.
Når Historien Bliver Farlig
At skrive om historien kan være en forbandet farlig ting. Det er med til at skabe identiteter og ofte på et nationalistisk niveau. Derudover så er det med til at styrke ens narrativ, da det som sagt nærmest altid er vinderne, som skriver historien. Den er med til at kreditere, nogle gange miskreditere, mennesker og begivenheder i fortiden. Alligevel kan man misbruge historien, når man sender den i krig, kun for at tjene et nutidigt behov. Derfor skal historie ikke være kernevåbnet i kulturkrige, da det kun vil hælde mere benzin over bålet.
‘Historiekortet’
Dem, der anvender historien til et ideologisk formål har ikke forstået historien. Vi ser det alle steder; på gaden, i nyhederne og Instagram. Selvom det er nemt ofte at trække ‘historie-kortet’, så på den lange bane spænder det kun ben for vores samtid. At se historien fra én side gør at vi får en dårlig endimensionel forståelse af fortiden. Man skal derfor passe på med at lade historien følge med tidens tendenser. Historien ligger i fortiden og vi skal værne om den og se den fra alle sider. Historie er ikke en tendens, for den går aldrig af mode. Men god historieformidling kan, hvis vi ikke passer på og ikke lader vores narrativer og samtid her og nu have indflydelse på historieskrivning. Historieforskning er altså ikke en kortlægning af fortiden efter én gang fastlagte principper, men en dynamisk proces, der til stadighed anlægger nye perspektiver på fortiden.
Kvinder Skrives Ind I Historien
1800-tallets almindelige historiske interesse resulterede også i oprettelsen af nationale arkiver og museer, og kulturhistorien blev derfor et forskningsfelt. Udviklingen af de moderne industrisamfund medførte desuden, at interessen i mellemkrigstiden for alvor blev rettet først mod den økonomiske historie, siden mod socialhistorien. Siden 1960’erne har udviklingen været nærmest eksplosiv. Vi skal ikke langt tilbage før at kvindehistorie havde nærmest berøringsangst på historiestudiet og at det kun var for et særskilt felt, hvor der blev oprettet ‘kvindestudier’. Derudover blev dem der ikke var hvide kun anderkendt, når det kom til det britiskes empires historie. Alt dette skete i slutnignen af 80’erne, hvor historieformidlere var yderst eventyrlystne, når det kom til at formidle ‘andres’ historie. Der findes endda eksempler fra England, hvor kildehenvisningerne udelukkende var til fiktionsromaner. Man kan i dag spørge sig selv om historikerne dengang nogensinde havde set skyggen af et arkiv?
Historien I Det 21. Århundrede
Der er en verden til forskel, hvis vi ser på udviklingen til i dag. Historieformidling har fået bedre optegnede retningslinjer. Institutioner der formidler historien er dog ikke pålagt nogen form for ansvar. I de moderne samfund indtager historievidenskaben ikke mere samme centrale plads som i 1800-tallet. Men den legitimerende, opdragende, identitetsskabende og også kritiske funktion, som historie i bredeste forstand har haft gennem tiderne, er ikke blevet mindre. Der er ingen tvivl om at politisk-, social- og økonomisk historie er det mest væsentlige. Men det er ikke alfa omega. Der er stadig meget at hente i kunst-, medicin- teknologi-, filosofi, og idéhistorien. Selvom det er USA’s egen historie der er på skoleskemaet i USA og at vi i Danmark for det meste dyrker den vestlige historie, så er det ikke hele historien. Hvis man kun belyser en lille del af fortiden, så får man ikke det hele med. Hvis vi skal forstå vores samtid, så skal vi komme rundt om hele kloden og måske også begynde at læse om taberne der skrev historie.
Morphakis, Francesca, PhD Candidate in History at the University of Leeds: “What Is History?”, History Today ,(August 2020)
Floto, Inga: “Historie”, Den Store Danske (2015)
