Pomp, Patos & Propaganda: Hvordan Nazisterne Overtog Filmindustrien

©Hulton-Deutsch Collection/Corbis Images
Man betragtede stumfilm i 1920’erne, som værende en selvstændig kunstform. De mest fremtrædende produktioner kom fra Frankrig, Tyskland og Sovjetunionen. Dette var en tid kriser og revolutioner og regeringsmagterne i Europa lagde stor vægt på visuel propaganda gennem stumfilmene. Men samtidig var filmen først og fremmest til publikums underholdning. 
 
 
I Neubabelsberg, et stykke væk fra Berlin, lå det “magiske billedeimperium” UFA, Universum Film AG. Selskabet blev stiftet i 1917 af Erich Ludendorff, med private og statslige midler, med det formål at lave propagandafilm. Man producerede bl.a. film til Bild- und Film-amts’ 900 biografer, hvor krigens infanterister skulle underholdes. Selvom kejseriget og monarkiet brød sammen overlevede UFA. Allerede i begyndelsen af 20’erne eksporterede de store udstyrsfilm som Carmen, Madame Dubarry, Anna Boleyn og Sumurum til USA.
 

 

Nazisme og det store lærred

Nazisterne blev tideligt klar over den effekt man med propaganda kan udsende via filmmediet. Allerede i 1922 udgav SS-filosoffen Walter Julius Bloem bogen: “The Soul of the Cinema – A Commitment to the Movies“. I 1933 kommer NDASP til magten og UFA begynder atter igen at producere propagandafilm. Under Joseph Goebbels blev der masseproduceret statskontrolleret film til almen ‘folkeoplysning’. Goebbels udnævnte sig selv som værende ansvarlig for at få skabt et filmimperie fra nazisternes side. Han antog at underholdende politiskpropaganda gennem film ville sætte ‘glamour’ på deres parti. Hovedmålet var at få befolkingen til at glemme deres hårde hverdag og ‘opretholde deres gode humør’. Sidsnævnte mente han var skyld i at tyskerne ikke vandt første verdenskrig, da man ikke før havde fokuseret på at opretholde befolkingens moral. En sjettedel af den nationale filmproduktion var direkte proppet med nazistisk propaganda. Den restende filmproduktion bestod hovedsaglig af lette undeholdningsfilm. 

 

Propagandaministerium & De Statsdrevene Filminstitutioner

Filmproduktionen tog hurtig fart. Goebbels oprettede et propagandaministerium, hvor den nationale filmproduktion og distribution var underlagt. Reichfilmkammer oprettes i 1933 og det var en organisation, som alle skuespillere, filmproducenter etc. skulle være medlem af. I 1934 oprettede man ‘Reichsfilmdramaturg’, som fik til opgave at censurere alle filmmanuskripter helt fra den tidlige produktionsfase. Censur på nationalt plan var man allerede bekendt med, da man etablerede noget ligende under første verdenskrig og under Weimarrepublikken, men Goebbels ville have strengere censur. Sidste step i oprustningen af den nationale filmproduktion var oprettelsen af Deutsche Filmakademie Babelsberg i 1938, som var udelukkende statsdrevet. Herfra udannede man politisk pålidelige filmskabere. I takt med oprustningen af filmproduktionen blev filmkritik forbudt og den nationale filmpris var statsstøttet. 

En industri i krise

Trods interessen og de nye tiltag, kom den tyske filmindustri i krise i midten af 1930’erne. Der var mange problematikker der udløste krisen. Den mest dominerende var at mange at de folkekære skuespillere og filmskabere forlod landet efter nazismen fik sit indtog. Andre filmskabere var blevet forbudt gennem det nyoprettede ‘Reichfilmkammer’. Det skabte et hul i industrien og de restende filmfolk krævede tilmed bedre betaling. Det gjorde produktionsbudgettet betydligt højere og det blev mere vanskeligt at finde pengene. I takt med nazimens indtog faldt eksporten af film drastisk, da mange lande valgte at boykotte dem. Eksempelvis dækkede 44% af indkomsten fra eksporten produktionerne, men i 1937 var det faldet til 7%. Dette resulteret i at mange produktionsselskaber måtte dreje nøglen om og gå konkurs. På seks år gik der fra at være 114 filmselskaber til 38. Men det betød ikke ligefrem at der blev produceret færre film – tvætimod! De overlevende selskaber blev mere produktive og nazistiske virksomheder fik film produceret i andre lande; Kongeriget Italien, Frankrig, Kongeriget Ungarn, Tjekkoslovakiet, Schweiz, Anden Polske Republik, Japan, USA, Spanien, USA, Kongeriget Jugoslavien og endda Sverige. 

Goebbels ville være herre over filmproduktionen i det trejde rige. I 1933 opstartede han et privat holdingselskab ved navn ‘Cautio Treuhand GmbH’, hvorfra han kunne opkøbe aktier i de restende produktionsselskaber. Samme år blev yderligere oprettet en filmfond ‘Filmkreditbank GmbH’, hvor private investorer kunne finansere filmproduktionen. I 1942 var den tyske filmindustri rent faktisk nationaliseret, men forblev formelt privatiseret. Bare i 1943 opnåede det tyske filmimperium en fortjeneste på 175 millioner Euro, hvilket svarer til 661 millioner Euro i dag. 

 

Biograferne Kom I Første Række

Bortset fra enkelte statsstyret biografer, blev biograferne ikke nationaliseret. Der fandtes i 1939 5.506 biografer i det såkaldte ‘Altreich’, der betyder ‘det gamle rige’;Tyskland uden Østrig og Sudeterlandet. Biograferne var drevet af mindre private virksomheder, men de havde ikke uendelig frihed til at bestemme over udvalget af film. ‘Reichsfilmkammer’ udarbejde en masse regler og forskrifter for, hvordan de skal drive deres biografer. Det blev obligatorisk at der i hvert filmprogram skulle indgå en dokumentar og en nyhedsrulle. I 1933 blev det bestemt ved lov at visning af udenlandske film var bandlyst. Under Weimarrepublikken blev der indsat en importkvote, men under Anden Verdenskrig blev import fra visse lande forbudt. Herunder Amerikanske film. 

Nazisterne understøttede propagandaeffekten til det maximale ved at sørge for at fylde biograferne med publikummer. Dette gav publikum en såkaldt fædrelandsfølelse og samtidig var det så overvældende, at det var svært for den enkelte at være kritisk i mængden. Udover på det store lærred i biografsalene nåede propaganda filmene ud til alle kroge i det trejde rige. Der blev afholdt enorme filmvisninger for soldater på kasernerne og for fabriksarbejdere på store fabrikker. I ungdomsorganisationen ‘Hitler Jugend’ blev der endda fremvist nyhedsruller og film, produceret specielt til ungdommen. For at kunne nå ud til de fjerne landdistrikter lavede man ‘Filmshows’, som tog ud og fremviste film på landsbykroerne bl.a.. Til fremvisningerne skulle der 300 biler og 2 tog til at fragte det nødvendige udstyr. Man prioriterede filmpropaganda så højt, at selvom skoler var nødt til at lukke i 1944, fortsatte biograferne med deres fremvisning af film indtil krigens afslutning. Man indsatte endda luftfart til udelukkende at passe på biograferne i Berlin. 

 

Kilder:

  • Cinzia Romani, Tainted Goddesses: Female Film Stars of the Third Reich s. 13; ISBN 0962761311 
  •  Michaela Rethmeier: Die Funktion und Bedeutung Fritz Hipplers für das Filmschaffen im „Dritten Reich“, s. 194 (afhandling, University of Münster, 2006)
  •  Emil Jannings: “Über den Film”, „Nationalsozialistische Monatshefte“, bind 147, juni 1942, s. 342–43
  •  Ursula Saekel: Der US-Film in der Weimarer Republik – ein Medium der “Amerikanisierung” ?: Deutsche Filmwirtschaft, Kulturpolitik und mediale Globalisierung im Fokus transatlantischer Interessen. Verlag Schoeningh Ferdinand,
  • filmportal.de
 
Hitler og Goebbels med et filmhold fra produktionsselskabet Ufa. (1936) Brugt med tilladelse fra Das Bundesarchiv – Allgemeiner Deutscher Nachrichtendienst – Zentralbild (Bild 183)

Leave a Reply