Da modeskribenten Edith Rosenbaum gik ombord på RMS Titanic den 10 april 1912 havde hun en gris med under armen. Ja, den er god nok: der var en gris med ombord. Den var dog en lille pap-maché gris, der var beklædt med en sort pels og hvide pletter. Edith var dog ikke klar over at denne gris reddede hendes og andres liv, da Titanic sank blot få dage efter.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Den såkaldte ‘heldige gris’ er nok ret dårligt oversat, for det var nu mere en lykke-gris. Men på mange måde var den heldig for den overlevede forliset.
Grisen var dog ikke bare en pap-gris. Den kunne nemlig spille musik. Ved dens hale var der et håndtag, som man kunne trække op og så ville grisen spille musikstykket “The Maxixe”.
En gris på første klasse
Grisen sejlede endda med på første klasse. Men den rejste dog ikke alene.
Grisen var med sin ejer Edith Louise Rosenbaum ombord. Sammen boede de i førsteklasseskahytten A-11 og yderligere havde Edith et ekstra rum til alle 19 stykker bagage(!?).
Inden hun boardede skibet fra Cherbourg, forhørte hun sig White Star Lines, der var selskabet som ejede Titanic, om det var nødvendigt at tegne en forsikring for al sit habengut.
Efter sigende fik hun besked om, at dette ville være totalt unødvendigt, da skibet var i topform og ikke kunne synke.
Credit: Wikimedia.
Ulykken rammer
Natten, hvor Titanic ramte et isbjerg låste hun alle kufferter, som indeholdte den nyeste mode, som hun skulle importere til USA. Hun havde hørt et rygte om, at Titanic ville blive trukket i havn i Halifax, hvor passagerne ville blive rykket over på et andet skib i mellemtiden.
Mens hun sad i loungen samme nat og kunne se at folk blev evakueret, hev hun fat i stewarden Robert Wareham, der gav hende nøglen til bagagerummet og sagde: “…at hun kunne kysse bagagen farvel.”
Samtidig gik han ind i hendes kahyt for at redde hendes lykke-gris, for hun havde lovet sin mor at hun altid ville have den med sig.
Men, hvorfor ville en voksen kvinde på første klasse rende rundt med en pap-gris?
Grisen var en lykke-amulet
Året forinden kom Edith ud for en meget slem trafikulykke og grisen var en gave fra hendes mor, som skulle blive en slags ‘lykke-amulet’. Og det må siges at have givet Edith lykke.
Denne gris havde derfor en stor betydning for Edith. Og nu fik den pludselig også en større rolle for de andre passagerer.
Stewarden kom tilbage til Edith med lykke-grisen, som han havde pakket ind i et tæppe. Edith tog grisen under armen og satte kurs mod båddækket for at komme med en redningsbåd.
Ude på dækket blev hun mødt af Bruce Ismay, der var chef hos rederiet. Han hjalp hende straks med at komme med en redningsbåd.
Redningsbåd nummer 11
Edith og grisen kom med redningsbåd nummer 11. Båden, der efterfølgende blev en af de mest berømte fra den nat.
For i redningsbåd nummer 11 var der omkring 68-70 passagerer ombord og var derfor overfyldt med fem passagerer for meget. En del ombord var børn. Mange af de andre redningsbåde blev slet ikke fyldt nær så meget op og man siger derfor at nummer 11 havde det højeste antal passagerer med sig.
Mens båden sejlede væk fra den synkende skude, befandt Edith sig omringet af rastløse og grådkvalte børn.
For at berolige dem måtte grisen i spil.
Hun pakkede den ud fra tæppet og drejede håndtaget rundt et par gange, så musikken kunne holde dem i ro og flytte deres tanker og bekymringer for en stund.
Titanic kommer i glemmebogen
Få år efter forliset bryder den store verdenskrig ud – senere kendt som 1. verdenskrig ud. Folk var mættet af tragedier og Titanics forlis gik på en måde i glemmebogen.
Indtil i 1950’erne, hvor Titanic nærmest kommer på mode igen. Der bliver konstant udgivet bøger og film, som omhandlede katastrofen.
Edith deltager i forskellige interviews omkring sin oplevelse på natten, hvor skibet sank. Og i aviser som “Life Magazine” og “New York Daily Press” bliver der skrevet spalte op og spalte ned om Ediths lykke-gris.
Bl.a. i bogen “A Night to Remember” fra 1955, hvor der er en passage der omhandler Ediths lykke-gris. Få år senere bliver bogen filmatiseret og Edith hyres som filmkonsulent, da hendes fortælling også bliver portrætteret i filmen.
Edith bliver en superstjerne og en hyppig gæst i radio- og TV-programmer. Mest hos britiske BBC, men også i Frankrig og Tyskland.
I 1963 bliver organisationen “Titanic Historical Society” oprettet. Edith kommer med som et æresmedlem og i de efterfølgende år skriver hun utallige artikler om sine oplevelser på Titanic.
Men, hvad skete der med grisen?
Da Edith dør, arver historikeren Walter Lord grisen. Da han så dør bliver grisen doneret til ‘National Maritime Museum’ i London. De modtog også de sutsko, som Edith havde på, da hun steg ombord på redningsbåd nummer 11.
Grisens magiske evner levede dog ikke for evigt og bare få årtier efter Titanics forlis, kunne den ikke spille musik længere.
Man vidste derfor hvilken melodi den præst spillede. Museet gik derfor i gang med at restaurere mekanismen indeni grisen. De tog røntgenbilleder af grisen og den kom gennem en 3D-scanning fordi man ikke ville ødelægge den efterhånden meget porøse pap-gris.
Der kom et gennembrud og for første gang i 60 år kunne grisen nu igen spillede melodien “The Maxixe”, der også er kendt som “ La Sorella March”, som var en brasiliansk tango-melodi.
Ediths historie spøger på havbunden
Instruktøren James Cameron, der instruere filmen “Titanic” fra 1997 var også dybt optaget af Ediths historie. Op til flere gange har James været nede og se vraget af Titanic.
Her har han med sit team kunne identificere Ediths kahyt, hvor mange ting stadig var i overraskende god stand.
I forhold til hendes bagage, som gik tabt så sagsøgte hun efterfølgende rederiet White Star Line for tabet af sin bagage. Dette er efter sigende et af de største erstatningssager, som blev rejst mod rederiet efter ulykken. Men det er en helt anden historie.
Kilder
Le Figaro, August 22, 1911; Women’s Wear Daily
American Kennel Gazette & Stud Book, September 30, 1922, p. 843; Freeport Daily Review, December 20, 1924.
BBC History Magazine (Titanic supplement), April 2012, s. 8.
Life Magazine, May 18, 1953, s. 91.
Lynch, Don and Marschall, Ken, Ghosts of the Abyss (2003), side. 32, 106-107.
National Maritime Museum Press Office: “National Maritime Museum receives hsitoricTitanic archive: the Lord-Macquitty Collection”, 05.01.2014
