Lenin Boede På Vesterbro

I 1910 blev Socialdemokratiet vært for den 8. internationale socialistkongres. Det var en anerkendelse af den danske arbejderbevægelse, som har en stærk tro på det internationale samarbejde. Sovjetunionens fader, Lenin, var blandt deltagerne på kongressen og endte med at slå sig ned i en periode på Vesterbrogade. 

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Foto: Pyotr Otsup

I 1800-tallet var relationen mellem Rusland og Danmark ganske god. Dette skyldes ægteskabet mellem den russiske zar Alexander III og den danske prinsesse Dagmar i 1884. I Rusland er Dagmar dog kendt som Maria Feodorovna. Derfor besøgte den russiske zar ofte svigerfamilien i Danmark, hver sommer med deres børn. 

Dronning Dagmar og Tsar Alexander III – Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

En anden russer holdte også meget af at besøge Danmark. Han kom fra samfundets bund og med det borgerlige navn Vladimir Iljitsj Uljanov, så var der ingen på dette tidspunkt i Danmark der vidste hvem han var. Men senere i historien skulle han vise sig at være en af de mest frygtede og elskede mænd i historien. 

Kongressen i Odd Fellow Palæet

Lenin besøgte København i en måned tilbage i 1910 i forbindelse med, at han skulle deltage på den socialistiske verdenskonference, som blev afholdt i Odd Fellow Palæet i Frederiksstaden, København. Af deltagerne var der omkring 900 delegerede fra mere end 20 forskellige lande. Blandt andre russiske revolutionære ved kongressen kan nævnes: Plekhanov, Zinovjev, Kamenev og Trotskij. Kongressen blev ledt af den senere statsminister Thorvald Stauning og var med til at styrke det socialistiske fællesskab. Men alle illusioner om samarbejde over grænserne bryder sammen ved udbruddet af 1. verdenskrig. 

Forloren skildpadde på Vesterbro

Lenin boede i København en måned, hvoraf selve kongressen kun varede i 8 dage, fra den 28 august til den 3 september. I den tid han opholdt sig i København boede han ikke på hotel, han havde i stedet indlogeret sig hos en københavnsk familie. Det var en  baggårdslejlighed på Vesterbrogade 112a hos familien Petersen. Han boede hos en vognmand, ved navn Petersen. Vognmand Petersen anede ikke hvem Lenin var, da Lenin ikke sagde særlig meget og holdte sig mest for sig selv. Vognmanden erindrer dog en aften, hvor han havde lavet retten ‘forloren skildpadde’ til Lenin. Lenin brød ud i hysterisk latter, da han troede at vognmanden sagde: “Den danske regering af fortabte skildpadder”. 

I det værelse som Lenin lejede, boede normalt en syerske som hed Maren Jensen, men om sommeren opholdt hun sig på landet, og derfor var det muligt for Lenin at leje hendes værelse. Lenin lejede værelset for 10 kr. om måneden plus 5 kr. for morgenkaffe. Lejligheden havde han fundet via den russiske emigrant Mikhail Kobetskij, som senere blev sovjetisk ambassadør i København mellem 1924 og 1933. Det bord, Lenin sad og arbejdede ved på sit værelse, blev senere sendt til Moskva for at blive udstillet på Leninmuseet.  Senere blev der på Vesterbrogade 112a, i 1984 sat en plade op til minde om besøget.

Mindepladen på Vesterbrogade 112a.

Det Kgl. Bibliotek

Det siges at når Lenin var i byen sad han ofte og læste på det kongelige biblioteks læsesal. Efter sigende skulle han have siddet på plads nummer 9. Angiveligt skulle han have studeret det danske landbrug, da han var dybt imponeret over effektiviteten af de danske landbrug. 

Lenin var fascineret af Danmark og den socialisme, som Thorvald Stauning førte i sin politik. Men han var dog heller ikke videre begejstret, da han syntes at mange der kaldte sig for ‘socialister’ i Danmark var nogle ‘pseudo-socialister’ – eller rettere – nogle wannabe-socialister. 

Hvem var Lenin? 

Lenin var medstifter af det kommunistiske parti i Rusland og en del af Bolchevikerne. Han kommer til magten i 1917 under Oktoberrevolutionen og drev Rusland ud i en borgerkrig og førte an med hård hånd. Efter kun få år ved magten havde kommunisterne skabt et terrorregime og bragt landet ud i dyb økonomiske krise.

Situationen kulminerede i 1921, hvor der udbrød hungersnød i store dele af landet, som kostede 5 millioner mennesker livet. Efter sin død i 1924 blev hans balsamerede legeme placeret i et mausoleum på Den Røde Plads i Moskva. Lenin er i dag kendt for at have stået bag op mod 4 millioner menneskers død, hvor størstedelen var civile, mens en ‘mindre’ del af 100.000 var politiske modstandere og andre fjender, der stod i vejen for Sovjetunionens fader.

Kilder 

Miller, Adrew: “A government of lost turtles: how Lenin remembered Denmark”, CPH Post (17/09–2016)

AnniDK: “Lenin in Copenhagen”, A Drift In DK (18/11-2014)

Linda: “København- Har Lenin boet i København?”, Lindas-netsted (18/07–2018)

Redaktionen: “Socialistkongres i Danmark”, Arbejdermuseet (Set 05/01-2022)

Københavns biblioteker: “Mindeplade for Lenin”, kk.dk (Set 06/01–2022)

Ukendt: “Vladimir Lenin”, Wikipedia, (Set 06/01–2022)

Redaktionen ved P1: “Lenin på Vesterbro med barnevogn” – Danmarks Radio (Set 06/01–2022)

Leave a Reply