Titanicpassageren, Der Byttede Modehusene Ud Med Skyttegravene: Fortællingen om Edith Rosenbaum

De sætter deres liv på spil for at oplyse omverdenen om, hvad krig og ødelæggelse har gjort ved både soldater og civile. For over 100 år siden brød 1 verdenskrig ud og dengang var der også krigskorrespondenter, der satte deres liv på spil.

Af Regitze Jørgensdatter Viborg

Edith Rosenbaum overlevede Titanics forlis i 1912, men da en ny tragedie sætter Europa i flammer, bytter hun modehusene ud med de berygtede skyttegrave, hvor hun rapportere hjem og bliver en af de første kvindelige krigskorrespondenter.

Historien begynder i staten Ohio, hvor Edith vokser op. Senere i 1908 Skifter hun boulevarderne ud med de brogede gader i Paris for, at gøre karriere som modeskribent.

Edith arbejde som modeskribent og havde siden 1910 være paris-korrespondent, hvor hun havde din daglige spalte med titlen: “Women’s Wear Daily”. Spalten blev udgivet til et nyhedsmedie over Atlanten, så de fornemme fruer i New York kunne holde øje med de nyeste tendenser fra modens hovedstad: nemlig Paris.

I 1911 bliver hendes verden vendt 180 grader, der hun kommer ud for en trafikulykke i Frankrig med sin forlovede. Edith overlever, men ej gør hendes forlovede.

Da hendes mor modtager de tragiske nyheder skynder hun sig over til sin datter, hvor hun giver Edith en såkaldt “lykke-gris”. Dengang var grise et symbol for lykke i Frankrig.

Toy pig belonging to Edith Russell carried off the Titanic. ZBA2989.

Da denne artikel udelukkende fokuserer på Ediths glamourøse livshistorie, så kan du blive klogere på grisen her:

Lad os holde fast i Ediths fortælling. For hun rejser på første klasse ombord på Titanic og overlever. Da første verdenskrig bryder ud skifter hun modehusene ud med skyttegravene og bliver en af de første krigskorrespondenter nogensinde.

Hun begynder at skrive for Røde Kors i USA. Fra de berygtede skyttegrave rapportere hun hjem om krigen. Artiklerne skrev hun i form a detaljerede breve, mens hun var inkorporeret hos franske og engelske soldater.

Her er et brev, som hun skrev fra skyttegraven: May 21, 1917. “I have had several opportunities of going to the Front but owing to the bleak and cold winter it seemed I lacked the courage. Now, however, in the spring of the year when everything is blooming and one scarcely thinks of War I have actually gone to the Front and seen these villages terribly devastated by the enemy and have been able to judge of the horrors and realities of this great and awful war. I do not want to describe what I saw, but want to guide you mentally from the time I left the hotel until my return, to try in a measure to picture to you what I saw but to suggest what I feel would be impossible.”

Fra skyttegravene skrev hun om, hvordan krigen havde splittet landsbyer ad og om børn, som blev sendt ud i ingenmandsland med håndgranater. Der findes ikke mange af Ediths breve, da de fleste blev destrueret ved hendes død.

Gennem Edith store netværk blev hun i 1916 optaget af hunde og specialiserede sig indenfor pekingeser-hunde. Hun blev medlem af den amerikanske pekingeser-klub i USA, hvor hun udstillede sine hunde nationalt.

Virksomheden, som hun drev, blev kaldt for ‘Wee Wong Kennels’ og havde til huse i Freeport på Long Island. Kennelsen blev med hendes nyhedsdækning berømt i løbet af 1919.

Herfra tog det fart og der voksede op til nye internationale højder. Hun solgte hunde og havde en del berømte klienter. Heriblandt Maurice Chevalier, der var en fransk entertainer.

Med sit forholdsvis tyske efternavn fik hun et benspænd.

For efter den store verdenskrig begyndte der en lidt flad stemning i Paris, hvad angik ting der var tyske, grundet tyskernes rolle under krigen. De franske modehuse ville nu ikke have noget at gøre med journalister og klienter, som havde tyske navne.

Derfor ændrer hun sit navn fra Rosenbaum til noget mere britisk som “Russell”.

Annonce fra Ediths import-firma. – ca. 1922

I 1923 bliver hun anderkendt for alt, hvad hun har opnået gennem sin karriere af organisationen ‘Associated Dress Industries of America’. To år senere får hun tildelt en pris for sit arbejde under krigen af ‘International Ladies’ Garment Workers Union.

Herefter hynder hun at skrive for magasinerne “Cassell’s” i London og “Moda” i Rom.

Langsomt begynder hun i midten af 1930’erne at trække sig tilbage fra modeindustrien. Hun fortsætter dog stadig med at rejse verden tynd, samt opretholde og pleje sit netværk. Edith bliver en vaskeægte ‘socialite’ og kommer på fornavn med bl.a. hertugen af Windsor, Benito Mussolini og skuespiller Anna Magnani.

Den anden første krigskorrespondent var i øvrigt Nellie Bly, der skrev for “New York Evening Journals”, men det er en helt anden historie.