I eftertiden er hun kendt som værende en heltinde. En kvinde, der satte skub i bevægelsen mod den racediskrimination, som folk både før og efter hende led under. Hun er en af historiens vigtigste rollemodeller ‘bare’ fordi hun tog bussen.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Foto: Bethmann Archive – Getty Images
Vi befinder os i året 1955, nærmer betegnet byen Montgomery i den amerikanske stat Alabama. På denne tid er raceadskillelsen i USA på sit højeste og særligt i sydstaterne, hvor man efterlever et barbarisk system.
Den vestlige sharialov
Det blev kaldt for ‘Jim Crow-systemet’, der var et system baseret på ideologien om ‘white supremacy’; de hvides overherredømme. Som en vestlig sharialov med dets skrevne og uskrevne regler om raceadskillelse i det offentlige rum. En raceadskillelse som Rosa Parks kæmpede imod.
Bl.a. var der uskrevne regler, når man kørte i bus. Dengang havde man opdelt busserne i tre sektioner:
Den forreste del var udelukkende forbeholdt hvide passagerne, mens den bagerste var forbeholdt afroamerikanere. Den midterste sektion i bussen var dog en gråzone. For der måtte afroamerikanere gerne sidde men, hvis bare én hvid passagerer ikke kunne sidde andre steder, så skulle de vige hele busrækken og rejse sig for den hvide.
Rosa anholdes
Den 1. December 1955 sætter Rosa sig ind i en bybus på vej hjem fra arbejde. Hun satte sig på pladsen i midtersektionen, men da en hvid passager stiger på, er Rosa ifølge de uskrevne regler nødt til at give sin plads den hvide passager, da alle pladser i den hvide-sektion allerede var optaget.
Rosa Parks nægter at efterleve buschaufførens ordre om at give sit sæde til den hvide mand. Der blev der tilkaldt politi og Rosa Parks blev straks anholdt.
Arrestationen udløste en konflikt, som havde ulmet hos afroamerikanerne i længere tid.
Boykot af bybussen
Handlingen startede en boykot af busser i Montgomery. Boykotten varede i over 1 år, hvor afroamerikanerne ikke tog bussen i protest. Istedet blev der organiseret en anden køremulighed på knap 300 biler, så de slap for at køre med de hvides busser.
I spidsen for denne protest stod Martin Luther King, som var med til at organisere det. Et navn der på dette tidspunkt ikke var velkendt, da han dengang var en 26-årig tilflytter. Først 8 år senere får han slået sit navn fast i hans berømte tale: “I have a dream..”
Men det er en helt anden historie, for lad os vende tilbage til, hvorfor boykotten var med til at ændre på historien.
I løbet af de 381 dage boykotten varede var busserne økonomisk hårdt ramt, da man indså at afroamerikanerne udgjorde langt over halvdelen af passagergrundlaget.
Myndighederne måtte til sidst gribe ind, da Montgomerys busstystem var truet af konkurs.
Til sidst fik Rosa, Martin og resten af organisationen medhold i deres boykot. For i november 1956 stadfæster Højesteret at den raceadskillelse, som havde foregået i bybusserne var i strid med forfatningen er dermed ulovlig.
Rosas arv
Det var ikke kun bybusserne i Montgomery, der mærkede alvoren af oprøret. Rosa mistede sit job, mens sagen kørte og modtog mange dødstrusler.
Da hun i 2005 dør, 92-år gammel, beslutter Kongressen at lade hendes kiste opstille med æressags ved kongresbygningen. Dette var en særlig hæder, der aldrig nogensinde før var blevet udvist til en kvinde.
Handlingen i bussen er blevet et ikon for den aktivistiske æra, hvor man gjorde op med raceadskillelsen. En raceadskillelse, der stadig eksisterer.
Kilder
Brøndal, Jørn: “Rosa Parks”, Den store danske (12/06-2021)
Redaktionen: “Rosa Parks”, History.com (09/11–2009)
