Der var ikke noget han hellere ville, end at være som alle de andre. Hver eneste nat var han tvunget til at sove siddende, da andet ville knække nakken på ham, grundet størrelsen på sit hoved. En morgen blev han fundet død i sin seng, sovende på ryggen, som ‘alle de andre’. På trods af sit korte 27-årige liv, så nåede Joseph Merrick at fascinere omverdenen med sit ydre og overraske dem med sit poetiske indre.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
I august 1862 kom Joseph Merrick til verden. Som 2-årig opdagede hans mor, at hans krop begyndte at få mørke misfarvninger og udvoksninger og bylder under huden. Da han nåede 5-års alderen begyndte hans krop at vokse deformt. På trods af sit handicap gik han på den lokale skole. Hans mor fik pneumonia, der er en inflammation i lungerne, som hun døde af da han kun var 11 år gammel. Ifølge ham selv var det ‘den største tragedie’ i sit liv.
Cigarruller og Tæv
Som 13-årig forlod han skolen, hvilket var meget normalt dengang. Hans højre side af hovedet begyndte at vokse til ekstremerne, det samme for hans højre arm og hånd. Han fik job på en tobaksfabrik, hvor han dag ud og dag ind rullede cigarer. Ifølge kilder blev han tævet af de ansatte. Efter tre år som fabriksarbejder ryger han på porten, da hans hænder bliver mere deforme og han var ikke mere arbejdsdygtig. Som 17-årig blev han gennembanket af sin far og smidt ud hjemmefra. Han flyttede derefter ind hos en onkel.
Freakshows Som Levevej
Senere kom han med i et freakshow, hvor han optrådte under navnet: “The Elephant Man” , da han ikke kunne finde andre leveveje. I disse shows blev han reklameret som værende halv mand og halv elefant. Når han var udenfor bar han en kappe og et slør, for at gemme sig for offentligheden, da han skabte skræk, hvor end han gik hen. Efter at have turneret rundt i England tog han til London for at arbejde for en anden showman, Tom Norman. Her kunne folk betale for at se Elefantmanden på klods hold, mens Merrick tjente penge på at sælge sin autobiografi om sit liv.
Mødet med Dr. Treves
Da han en dag møder lægen Frederick Treves, ændrer det Merricks tilværelse. Treves var fascineret af mennesket bag sløret og kunne se det rigtige menneske, der gemte sig bag Merricks deformiteter. Derfor blev Merrick inviteret ind på London Hospital for at blive undersøgt. Undersøgelsen viste at Merrick havde et godt helbred trods hans lidelse. Derudover målte hans hoved næsten 1 meter i omkreds, hans højre hånd 30 centimeter fra håndleddet, og kroppen fyldt af tumorer i forskellige størrelser, hvilket gjorde det mere besværligt for ham at gå. Lægerne var så fascineret af af ham, at det tilbød at lave flere undersøgelser på ham, men Merrick afviste da han ‘følte han blev udstillet som et dyr på en dyrskue’.
Strandet I Belgien
Normans show blev lukket ned af politiet, da det blev for meget for publikum, samt var der mistanke om mishandling af artisterne. En anden showman fik headhuntet Merrick til Belgien og det skulle vise sig, at være et mareridt. Hans nye promoter var ‘et sandt monster’ og publikum var ikke særlige entusiastiske omkring hans shows. Efter hans promotor indså, at publikum ikke fandt hans hovedattraktion, Elefantmanden, særlig spændende, gav han op. Derfor så røvede han Merrick for hele hans opsparing, tævede ham og efterlod ham strandet i Belgien. Efter 1 år alene i Belgien fandt Merrick sin vej tilbage til England.
Ubarmhjertig Velkomst
Da han ankom til London fik han ikke sen særlig varm velkomst. Forbipasserende mobbede ham i londons gader. Men nogle prøvede at forstå Merricks vilje, selvom de ikke fattede, hvad han sagde, grundet hans lidelse. De fandt Dr. Treves visitkort på Merrick og førte ham derfor til London Hospital, hvor Treves sørgede for en midlertidig seng til ham. I begyndelsen var det kun kortvarigt, men efter formanden for hospitalet spurgte efter hjælp i avisen, så strømmede det ind med breve og donationer. På baggrund af dette var det nu en realitet for Merrick at flytte ind på hospitalet og bo der i en hel levetid. Treves besøgte ham dagligt og introducerede ham for Londons kulturelite, hvor han fik en del pennevenner.
Kult Af David Lynch
Sidenheden er der skrevet bøger, sange og filmmanuskrpter inspireret af Elfantmanden. Filminstruktør David Lynch står bag ‘Elephant Man’ fra 1980, med Anthony Hopkins og John Hurt på rollelisten. Det var ikke Lynches debutfilm, men man betragter det som hans første rigtige spillefilm med et stort budget. Manuskriptet til filmen er frit adapteret af Lynch fra Dr. Treves bog om Merrick. Filmen blev skudt i sort/hvid og blev nomineret til hele 8 oscars 1981 og inspirerede dem til at lave en kategori indenfor bedste makeup, da kritikere mente at man ikke satte nok pris på denne gren af produktionen ved awardshowet.
Proteussyndromet
På trods af at han sidenhen er blevet portrætteret i bøger og film, så skulle de tage videnskaben over 100 år før man fandt ud af, hvad Merrick led af. Mens han var i live mente man at han led af ‘elephantiasis’. Denne lidelse gør at dele kroppen svulmer op til enorme størrelser. Senere i 1976 mente en læge at han led af ‘neurofibromatosis’; en sjælden lidelse, hvor tumorer vokser på nervesystemet. Begge diagnoser var helt forkerte. Det var først i 1986 at man på baggrund af utallige røntgenbilleder og CT-scanninger kunne finde frem til at Merrick led af ‘proteussyndromet’. Lidelsen er meget sjælden og i dag kender man til mindre end 200 patienter på verdensplan.
| Proteussydromet – Kommer af det græske ‘Prōteus’ (‘Πρωτεύς),og leder over til adjektivet ‘Protean’, der betyder mutation. Navnet stammer fra den græske gud Proteus, I den græske mytologi er er han søn af havguden Poseidon. Ifølger Homer er Proteus ‘en gammel mand af havet’. Guden er kendt for at skifte form for ikke at blive opdaget af sine fjender. Kilde: rarediseases.org |
Han blev 27 år gammel. I 1923 publicerede Frederick Treves bogen “The Elephant Man and Other Reminiscences”, som beskrev Merricks livshistorie og drømme. Efter obduktionen af Merrick blev hans skelet givet til Queen Mary University of London, hvor han blev stillet til skue for omverdenen og videnskaben. På trods af, at han ønskede at blive begravet ved sin mor. I Først hundrede år efter sin død fik han i 2019 sit ønske opfyldt og ligger nu begravet med sin mor. I sine breve ender han dem altid med Isaac Watts:
‘Tis true my form is something odd,
But blaming me is blaming God;
Could I create myself anew
I would not fail in pleasing you.
If I could reach from pole to pole
Or grasp the ocean with a span,
I would be measured by the soul;
The mind’s the standard of the man.